
































se også
se igen
© Getty Images
0 / 33 Fotos
Anitas barndom
- Anita Lasker-Wallfisch blev født i Breslau, som nu er kendt som byen Wrocław i Polen, men som dengang en del af Tyskland. Hun voksede op i en veluddannet jødisk familie. Hendes far var advokat, og hendes mor var violinist, og derfor var hun omgivet af musik fra en tidlig alder. Hendes forældre støttede hendes passion, og som teenager var hun slet ikke i tvivl: Hun ville være cellist.
© Getty Images
1 / 33 Fotos
De første tegn på forfølgelse
- Men da antisemitismen i Nazityskland tog til, mødte hun udfordringer allerede tidligt i livet. Det blev sværere og sværere at finde en cellolærer i Breslau, der ville undervise en jødisk elev.
© Getty Images
2 / 33 Fotos
Et liv i forandring
- I en BBC-dokumentar fra 1996 beskrev hun sin familie som en "typisk assimileret tysk-jødisk familie", men deres liv blev hurtigt vendt op og ned. Hun huskede, hvordan hun blev isoleret i skolen, og hvordan hun til sidst måtte flytte til Berlin for at kunne fortsætte sine studier.
© Getty Images
3 / 33 Fotos
En voldsom udvikling
- Nazisternes forfølgelse af jøderne eskalerede voldsomt den 9. november 1938. På den frygtede Krystalnat ødelagde nazister jødiske hjem, butikker og synagoger. Det brutale angreb fik Anita til at forlade Berlin i hast og jag for at tage hjem til sine forældre.
© Getty Images
4 / 33 Fotos
Holdt fast i kunsten
- Selvom truslen mod jøder voksede dag for dag, holdt Anitas forældre fast i betydningen af kunst og kultur. Hun huskede, hvordan de plejede at sige: "Det er der ingen, der kan tage fra os”.
© Getty Images
5 / 33 Fotos
Tvangsafsked
- I april 1942 blev Anitas forældre deporteret og efterlod Anita og hendes søster Renate alene. Anita huskede tydeligt deres sidste tid sammen: "Vi gik gennem Breslau, mine forældre og en hel kolonne af mennesker, til det sted, hvor vi sagde farvel. Det var slutningen”.
© Getty Images
6 / 33 Fotos
Forældreløse i krigen
- Efter forældrenes deportation blev Anita og Renate sendt på et jødisk børnehjem. De besluttede sig for at forsøge at flygte fra Nazityskland, men deres plan slog fejl.
© Getty Images
7 / 33 Fotos
Fængslet
- Anita blev idømt 18 måneders fængsel for dokumentforfalskning, forsøg på at flygte med falske papirer og for at have hjulpet "fjenden”. Senere fortalte Anita om sin tid i fængslet: "Det var ikke et rart sted, men det var ikke en koncentrationslejr”.
© Getty Images
8 / 33 Fotos
Deporteret til Auschwitz
- I 1943 blev Anita deporteret til Auschwitz, fordi der ikke længere var plads i fængslet. Hun huskede sin ankomst til lejren som rent kaos og fyldt med rædsel.
© Getty Images
9 / 33 Fotos
Terror i lejren
- "Det var et inferno af larm og forvirring. Man anede ikke, hvor man var. Hunde gøede, folk skreg... Det var som at træde direkte ind i helvede”.
© Getty Images
10 / 33 Fotos
Mistet identitet
- Ligesom alle andre fanger blev Anita frataget sin identitet. Hun fik tatoveret et fangenummer på armen, og hendes hår blev barberet af.
© Getty Images
11 / 33 Fotos
Den tilfældige samtale, der ændrede alt
- En dag fortalte Anita tilfældigt en medfange, at hun spillede cello. Det virkede som en ubetydelig lille detalje, men det skulle senere vise sig, at den lille detalje reddede hendes liv.
© Getty Images
12 / 33 Fotos
Mødet med dirigenten
- Medfangen førte Anita til Alma Rosé, som var en berømt østrigsk-jødisk violinist, der også var fanget i Auschwitz og ledede kvindeorkestret i lejren.
© Getty Images
13 / 33 Fotos
Spillede for fjenden
- Anita blev optaget i orkestret og spillede for nazistiske officerer og lejrvagter. Det var en ydmygende opgave, men musikken blev hendes redning.
© Getty Images
14 / 33 Fotos
Musik i helvede
- I tv-filmen Playing For Time (1980) spiller skuespilleren Jane Alexander rollen som Alma Rosé (på billedet i midten med den grå frakke). Filmen viser bl.a. den hjerteskærende virkelighed, hvor orkestret blev tvunget til at spille musik, mens nye fanger ankom til Auschwitz.
© Getty Images
15 / 33 Fotos
Anitas medmusikanter
- I samme film spiller den legendariske skuespiller Vanessa Redgrave rollen som Fania Fénelon, som var en fransk-jødisk musiker, der også var en del af kvindeorkestret i Auschwitz. Det var hendes biografi, der dannede grundlaget for filmen.
© Getty Images
16 / 33 Fotos
Holdt fokus
- Anita beskrev den virkelige Alma Rosé, komponisten Gustav Mahlers niece, som en imponerende skikkelse, der krævede det bedste af sine musikere – selv under de umenneskelige vilkår, de levede under.
© Getty Images
17 / 33 Fotos
En midlertidig flugt
- "Hun fik os til at bekymre os så meget om, hvad vi skulle spille, og om vi spillede godt nok, at vi for en stund glemte at bekymre os om, hvad der ellers kunne ske med os", fortalte Anita.
© Getty Images
18 / 33 Fotos
Musikken dulmede
- Selvom orkestrets repertoire ofte var begrænset til militærmarcher, gav musikken et kortvarigt pusterum fra rædslerne omkring dem.
© Getty Images
19 / 33 Fotos
Autopilot
- "På en eller anden måde accepterer du, at de nok før eller siden får ram på dig, men så længe de ikke har fået det, fortsætter du bare”, forklarede Anita om den mentale styrke, der holdt hende oppe.
© Getty Images
20 / 33 Fotos
Bevaring af værdigheden
- På trods af de frygtelige omstændigheder mente Anita, at Rosé hjalp dem med at bevare deres værdighed. "Vi skylder vores liv til Alma. Hun havde en værdighed, som selv tyskerne bemærkede. Selv tyskerne behandlede hende, som om hun var et menneske”, fortalte Anita.
© Getty Images
21 / 33 Fotos
Endnu et farvel
- Men i april 1944 døde Rosé. Hun døde formegentlig af botulisme, og orkestret stoppede med at spille sammen. Kort efter blev kvinderne deporteret til en anden koncentrationslejr, Bergen-Belsen, hvor forholdene var endnu værre.
© Getty Images
22 / 33 Fotos
Livet i Bergen-Belsen
- Anita mindedes: "Det var ikke en udryddelseslejr i traditionel forstand – det var en lejr, hvor folk bare omkom. Der var ingen gaskamre der, fordi der ikke var brug for dem – man døde bare af sygdom og sult”.
© Getty Images
23 / 33 Fotos
Befrielsen af Bergen-Belsen
- Anita overlevede kun med nød og næppe, selvom forholdene i lejren blev værre og værre. I april 1945 blev lejren befriet af britiske tropper – og det var lige i sidste øjeblik. "Jeg tror ikke, vi ville have klaret en uge mere. Der var hverken mad eller vand tilbage”, fortalte hun.
© Getty Images
24 / 33 Fotos
Et historisk møde
- Flere år senere deltog Anita i et historisk møde på Beth Shalom Holocaust Memorial Centre (i dag National Holocaust Centre and Museum) i Newark i England. Her mødte hun den russiske general Vasily Petrenko (1912-2003), som i 1945 havde været med til at befri Auschwitz.
© Getty Images
25 / 33 Fotos
Livet går videre
- Efter krigen blev Anita og hendes søster Renate genforenet med deres ældre søster, Marianne, i Storbritannien. Anita fik senere en succesfuld karriere som cellist og var med til at grundlægge English Chamber Orchestra.
© Getty Images
26 / 33 Fotos
Dybe ar på sjælen
- Anitas refleksioner over livet efter krigen afslørede de dybe, psykiske ar som oplevelserne havde efterladt. "Det ville have været fuldstændig umuligt for mig at tale tysk med mine børn”, sagde hun.
© Getty Images
27 / 33 Fotos
Minder og frygt
- I mange år undgik hun Tyskland. Hun var hjemsøgt af tanken om, at enhver person på hendes forældres alder kunne have været den person, der havde myrdet dem.
© Getty Images
28 / 33 Fotos
Et opgør med had
- Med tiden blev hun dog mindre uforsonlig. I 2018, i en alder af 93-år, talte hun i den tyske forbundsdag og sagde: "Som I kan se, brød jeg mit løfte for mange, mange år siden – og jeg fortryder det ikke. Det er ganske enkelt: Had er en gift, og i sidste ende skader det dig selv mest”.
© Getty Images
29 / 33 Fotos
Vi må aldrig glemme
- Anitas historie rører stadig mennesker over hele verden. I dokumentaren The Commandant’s Shadow (2024) møder hun Hans Jürgen Höss, den 87-årige søn af Rudolf Höss, som var SS-officeren, der var lejrkommandant i Auschwitz fra 1940-1945.
© NL Beeld
30 / 33 Fotos
Mødet med fortiden
- Dokumentaren viser den stærke kontrast mellem Hans' privilegerede barndom og Anitas rædselsvækkende oplevelser i koncentrationslejren, mens han konfronterer sin fars forbrydelser.
© NL Beeld
31 / 33 Fotos
Styrken i fællesskabet
- Midt i al lidelsen var det dog ikke kun musikken, der hjalp Anita med at overleve. Det var også fællesskabet. "Jeg tror, at en af de vigtigste faktorer for at overleve var at være sammen med andre. Dem, der var helt alene, havde nærmest ikke en chance”, forklarede Anita Lasker-Wallfisch, som i dag er 99 år gammel. Kilder: (BBC) (The New York Times) (News24)
© Getty Images
32 / 33 Fotos
© Getty Images
0 / 33 Fotos
Anitas barndom
- Anita Lasker-Wallfisch blev født i Breslau, som nu er kendt som byen Wrocław i Polen, men som dengang en del af Tyskland. Hun voksede op i en veluddannet jødisk familie. Hendes far var advokat, og hendes mor var violinist, og derfor var hun omgivet af musik fra en tidlig alder. Hendes forældre støttede hendes passion, og som teenager var hun slet ikke i tvivl: Hun ville være cellist.
© Getty Images
1 / 33 Fotos
De første tegn på forfølgelse
- Men da antisemitismen i Nazityskland tog til, mødte hun udfordringer allerede tidligt i livet. Det blev sværere og sværere at finde en cellolærer i Breslau, der ville undervise en jødisk elev.
© Getty Images
2 / 33 Fotos
Et liv i forandring
- I en BBC-dokumentar fra 1996 beskrev hun sin familie som en "typisk assimileret tysk-jødisk familie", men deres liv blev hurtigt vendt op og ned. Hun huskede, hvordan hun blev isoleret i skolen, og hvordan hun til sidst måtte flytte til Berlin for at kunne fortsætte sine studier.
© Getty Images
3 / 33 Fotos
En voldsom udvikling
- Nazisternes forfølgelse af jøderne eskalerede voldsomt den 9. november 1938. På den frygtede Krystalnat ødelagde nazister jødiske hjem, butikker og synagoger. Det brutale angreb fik Anita til at forlade Berlin i hast og jag for at tage hjem til sine forældre.
© Getty Images
4 / 33 Fotos
Holdt fast i kunsten
- Selvom truslen mod jøder voksede dag for dag, holdt Anitas forældre fast i betydningen af kunst og kultur. Hun huskede, hvordan de plejede at sige: "Det er der ingen, der kan tage fra os”.
© Getty Images
5 / 33 Fotos
Tvangsafsked
- I april 1942 blev Anitas forældre deporteret og efterlod Anita og hendes søster Renate alene. Anita huskede tydeligt deres sidste tid sammen: "Vi gik gennem Breslau, mine forældre og en hel kolonne af mennesker, til det sted, hvor vi sagde farvel. Det var slutningen”.
© Getty Images
6 / 33 Fotos
Forældreløse i krigen
- Efter forældrenes deportation blev Anita og Renate sendt på et jødisk børnehjem. De besluttede sig for at forsøge at flygte fra Nazityskland, men deres plan slog fejl.
© Getty Images
7 / 33 Fotos
Fængslet
- Anita blev idømt 18 måneders fængsel for dokumentforfalskning, forsøg på at flygte med falske papirer og for at have hjulpet "fjenden”. Senere fortalte Anita om sin tid i fængslet: "Det var ikke et rart sted, men det var ikke en koncentrationslejr”.
© Getty Images
8 / 33 Fotos
Deporteret til Auschwitz
- I 1943 blev Anita deporteret til Auschwitz, fordi der ikke længere var plads i fængslet. Hun huskede sin ankomst til lejren som rent kaos og fyldt med rædsel.
© Getty Images
9 / 33 Fotos
Terror i lejren
- "Det var et inferno af larm og forvirring. Man anede ikke, hvor man var. Hunde gøede, folk skreg... Det var som at træde direkte ind i helvede”.
© Getty Images
10 / 33 Fotos
Mistet identitet
- Ligesom alle andre fanger blev Anita frataget sin identitet. Hun fik tatoveret et fangenummer på armen, og hendes hår blev barberet af.
© Getty Images
11 / 33 Fotos
Den tilfældige samtale, der ændrede alt
- En dag fortalte Anita tilfældigt en medfange, at hun spillede cello. Det virkede som en ubetydelig lille detalje, men det skulle senere vise sig, at den lille detalje reddede hendes liv.
© Getty Images
12 / 33 Fotos
Mødet med dirigenten
- Medfangen førte Anita til Alma Rosé, som var en berømt østrigsk-jødisk violinist, der også var fanget i Auschwitz og ledede kvindeorkestret i lejren.
© Getty Images
13 / 33 Fotos
Spillede for fjenden
- Anita blev optaget i orkestret og spillede for nazistiske officerer og lejrvagter. Det var en ydmygende opgave, men musikken blev hendes redning.
© Getty Images
14 / 33 Fotos
Musik i helvede
- I tv-filmen Playing For Time (1980) spiller skuespilleren Jane Alexander rollen som Alma Rosé (på billedet i midten med den grå frakke). Filmen viser bl.a. den hjerteskærende virkelighed, hvor orkestret blev tvunget til at spille musik, mens nye fanger ankom til Auschwitz.
© Getty Images
15 / 33 Fotos
Anitas medmusikanter
- I samme film spiller den legendariske skuespiller Vanessa Redgrave rollen som Fania Fénelon, som var en fransk-jødisk musiker, der også var en del af kvindeorkestret i Auschwitz. Det var hendes biografi, der dannede grundlaget for filmen.
© Getty Images
16 / 33 Fotos
Holdt fokus
- Anita beskrev den virkelige Alma Rosé, komponisten Gustav Mahlers niece, som en imponerende skikkelse, der krævede det bedste af sine musikere – selv under de umenneskelige vilkår, de levede under.
© Getty Images
17 / 33 Fotos
En midlertidig flugt
- "Hun fik os til at bekymre os så meget om, hvad vi skulle spille, og om vi spillede godt nok, at vi for en stund glemte at bekymre os om, hvad der ellers kunne ske med os", fortalte Anita.
© Getty Images
18 / 33 Fotos
Musikken dulmede
- Selvom orkestrets repertoire ofte var begrænset til militærmarcher, gav musikken et kortvarigt pusterum fra rædslerne omkring dem.
© Getty Images
19 / 33 Fotos
Autopilot
- "På en eller anden måde accepterer du, at de nok før eller siden får ram på dig, men så længe de ikke har fået det, fortsætter du bare”, forklarede Anita om den mentale styrke, der holdt hende oppe.
© Getty Images
20 / 33 Fotos
Bevaring af værdigheden
- På trods af de frygtelige omstændigheder mente Anita, at Rosé hjalp dem med at bevare deres værdighed. "Vi skylder vores liv til Alma. Hun havde en værdighed, som selv tyskerne bemærkede. Selv tyskerne behandlede hende, som om hun var et menneske”, fortalte Anita.
© Getty Images
21 / 33 Fotos
Endnu et farvel
- Men i april 1944 døde Rosé. Hun døde formegentlig af botulisme, og orkestret stoppede med at spille sammen. Kort efter blev kvinderne deporteret til en anden koncentrationslejr, Bergen-Belsen, hvor forholdene var endnu værre.
© Getty Images
22 / 33 Fotos
Livet i Bergen-Belsen
- Anita mindedes: "Det var ikke en udryddelseslejr i traditionel forstand – det var en lejr, hvor folk bare omkom. Der var ingen gaskamre der, fordi der ikke var brug for dem – man døde bare af sygdom og sult”.
© Getty Images
23 / 33 Fotos
Befrielsen af Bergen-Belsen
- Anita overlevede kun med nød og næppe, selvom forholdene i lejren blev værre og værre. I april 1945 blev lejren befriet af britiske tropper – og det var lige i sidste øjeblik. "Jeg tror ikke, vi ville have klaret en uge mere. Der var hverken mad eller vand tilbage”, fortalte hun.
© Getty Images
24 / 33 Fotos
Et historisk møde
- Flere år senere deltog Anita i et historisk møde på Beth Shalom Holocaust Memorial Centre (i dag National Holocaust Centre and Museum) i Newark i England. Her mødte hun den russiske general Vasily Petrenko (1912-2003), som i 1945 havde været med til at befri Auschwitz.
© Getty Images
25 / 33 Fotos
Livet går videre
- Efter krigen blev Anita og hendes søster Renate genforenet med deres ældre søster, Marianne, i Storbritannien. Anita fik senere en succesfuld karriere som cellist og var med til at grundlægge English Chamber Orchestra.
© Getty Images
26 / 33 Fotos
Dybe ar på sjælen
- Anitas refleksioner over livet efter krigen afslørede de dybe, psykiske ar som oplevelserne havde efterladt. "Det ville have været fuldstændig umuligt for mig at tale tysk med mine børn”, sagde hun.
© Getty Images
27 / 33 Fotos
Minder og frygt
- I mange år undgik hun Tyskland. Hun var hjemsøgt af tanken om, at enhver person på hendes forældres alder kunne have været den person, der havde myrdet dem.
© Getty Images
28 / 33 Fotos
Et opgør med had
- Med tiden blev hun dog mindre uforsonlig. I 2018, i en alder af 93-år, talte hun i den tyske forbundsdag og sagde: "Som I kan se, brød jeg mit løfte for mange, mange år siden – og jeg fortryder det ikke. Det er ganske enkelt: Had er en gift, og i sidste ende skader det dig selv mest”.
© Getty Images
29 / 33 Fotos
Vi må aldrig glemme
- Anitas historie rører stadig mennesker over hele verden. I dokumentaren The Commandant’s Shadow (2024) møder hun Hans Jürgen Höss, den 87-årige søn af Rudolf Höss, som var SS-officeren, der var lejrkommandant i Auschwitz fra 1940-1945.
© NL Beeld
30 / 33 Fotos
Mødet med fortiden
- Dokumentaren viser den stærke kontrast mellem Hans' privilegerede barndom og Anitas rædselsvækkende oplevelser i koncentrationslejren, mens han konfronterer sin fars forbrydelser.
© NL Beeld
31 / 33 Fotos
Styrken i fællesskabet
- Midt i al lidelsen var det dog ikke kun musikken, der hjalp Anita med at overleve. Det var også fællesskabet. "Jeg tror, at en af de vigtigste faktorer for at overleve var at være sammen med andre. Dem, der var helt alene, havde nærmest ikke en chance”, forklarede Anita Lasker-Wallfisch, som i dag er 99 år gammel. Kilder: (BBC) (The New York Times) (News24)
© Getty Images
32 / 33 Fotos
Sådan reddede musik en teenagepiges liv i Auschwitz
En symfoni af liv og død
© Getty Images
Midt i rædslerne i Auschwitz under 2. Verdenskrig blev en ung piges musikalske talent hendes redning. De nazistiske officerer, som styrede lejren, ønskede både underholdning og kontrol, og derfor dannede de et orkester blandt fangerne. For Anita Lasker-Wallfisch blev musik langt mere end en passion – det blev et spørgsmål om liv eller død.Men hvordan overlevede en teenagepige i så grusomme omgivelser? Klik videre i dette galleri, og lær historien Anita, der var en talentfuld musikstuderende, som endte med at være en af de heldige Holocaust-overlevere. Find ud af, hvordan musikken hjalp hende igennem det værst tænkelige mareridt.
vi anbefaler dig




































mest læste
- i sidste nyt
- sidste time
- sidste uge
© 2025 Stars Insider. alle rettigheder forbeholdes.