Se, hvor stjernerne er i dag og sjove fakta om filmklassikeren fra 1985
Cowboys, lovløse, ørkener, støvede landsbyer og revolverdueller – det er de klassiske elementer i westerngenren, både i bøger og på film. Mange forbinder genren med spaghettiwesterns, der opstod i 1960’erne. I modsætning til traditionelle amerikanske westerns var disse film ofte lavet på et lavt budget, de var fyldt med vold og moralske gråzoner, og de blev teknisk set betragtet som udenlandske film. Som Francesco Dama udtrykte det: “Spaghettiwesterns blev et globalt fænomen i 1960’erne, og vi kan takke én mand fra Rom for det: Sergio Leone.”
Men hvad er en spaghettiwestern egentlig, og hvorfor kaldes de det? Hvordan blev de så populære, og hvorfor husker vi dem stadig i dag? Klik videre i dette galleri, og find svarene.
Westerngenren på film og tv dækker historier, der udspiller sig i det amerikanske Vesten i slutningen af 1800-tallet. Disse fortællinger skildrer livet på grænsen mellem civilisationen og vildmarken, kampen mellem lov og anarki, samt de stærke individualister, der kæmper for overlevelse i det barske miljø.
Westernfilm er kendte for deres visuelle og fortællermæssige kendetegn: cowboys, revolvermænd, saloons, hesteture, skuddueller og de store, øde landskaber i det amerikanske Vesten. Genren har rødder i de populære kioskbøger fra slutningen af 1800-tallet og slog for alvor igennem i begyndelsen af 1900-tallet med stumfilm og senere tv-serier.
Westernfilm har givet os nogle af de mest mindeværdige figurer i filmhistorien lige fra hårdkogte helte til nådesløse skurke. Disse karakterer er blevet ikoniske og har inspireret utallige efterligninger og nyfortolkninger i andre medier.
Westernfilm udforsker ofte temaer som morale, retfærdighed, hævn og kampen for overlevelse i barske omgivelser. Nogle film er rå og realistiske, mens andre romantiserer og idealiserer fortiden afhængigt af perioden, de er lavet i, og instruktørens tilgang.
Westerngenrens vigtigste egenskab er dens mytiske karakter, der gør den til noget større end bare film. Folk, der levede i det vilde vesten, havde brug for at være kvikke, modige og være i stand til at overleve. Denne opskrift og de mennesker, der levede i Vesten dengang, er blevet symboler på amerikansk individualisme, styrke og uafhængighed.
En Spaghettiwestern er en unik undergenre af westernfilm, som italienske instruktører skabte i starten af 1960’erne til slutningen af 70’erne. Disse film blev også kaldt western all’italiana – altså westerns i italiensk stil. Undergenren toppede sidst i 60’erne, hvor genren blev populær stort set i hele verden.
Hvorfor kalder man dem Spaghettiwesterns? Svaret er enkelt: Filmene blev næsten udelukkende produceret i Italien af italienske instruktører, og navnet er en reference til en af Italiens mest kendte eksportvarer: spaghetti. Selvom genren blev kopieret globalt, var det stadig anset for at være unikt italiensk, og det sjove navn har hængt ved lige siden.
Spaghettiwesterns har ofte antihelte med en tvivlsom morale, som er drevet af penge eller hævn, samt skurke, der repræsenterer det værste i menneskeheden. Handlingen udspiller sig typisk i støvede ørkenlandskaber og faldefærdige byer, og filmene udfordrer de klassiske westerntraditioner, hvor der ellers var tydelige helte, lykkelige slutninger og klare moraler.
Westerngenren startede i USA og var inspireret af den virkelige nybyggerhistorie fra 1800-tallet. Den var utroligt populær i 1930’erne, 40’erne og 50’erne, men i 1960’erne begyndte westerns at blive populære på tv bl.a. med serien Rawhide, hvor en ung Clint Eastwood medvirkede.
Efter den italienske neorealisme i 1940’erne og 50’erne skiftede italiensk filmbranche fokus til de såkaldte “sværd-og-sandal”-film, som var storslåede fortællinger fra antikken, for at konkurrere med de populære Hollywood-hitfilm som De ti bud (1956), Ben-Hur (1959) og Spartacus (1960).
En unik western fra perioden var den animerede parodi West and Soda. Selvom produktionen startede tidligere, udkom den først i 1965 – året efter Spaghettiwestern-filmenes store gennembrud. Derfor bliver den ofte overset, når man taler om de første film i genren.
Det er svært at sige helt præcis, hvornår Spaghettiwesterns for alvor begyndte, da Italien allerede eksperimenterede med westernfilm før midten af 1960’erne. Men filmen, der for alvor satte genren på verdenskortet, var En nævefuld dollars (1964) med Clint Eastwood i hovedrollen. Filmen var instrueret af Sergio Leone og bød på musik af Ennio Morricone.
Efter En nævefuld dollars fulgte Hævn for dollars (1965) og den mest berømte af dem alle, Den gode, den onde og den grusomme (1966). Sammen udgør de den ikoniske Dollars-trilogi, der banede vejen for subgenren.
Clint Eastwood spillede hovedrollen i alle 3 film fra Dollars-trilogien. Han spillede rollen som manden uden navn, en dreven mand, der kæmper mod skurke for penge. Trilogien bød også på skuespillere som Lee Van Cleef og Eli Wallach, som også fortsatte med at spille med i flere italienske westerns.
Fra 1964 og frem til 1969 blev der produceret adskillige italienske westerns hvert år. Disse film var inspireret af Dollars-trilogien og fokuserede på antihelte, skjulte dagsordener, fortællinger om hævn og masser af blodige opgør.
Disse film blev ofte lavet på stramme budgetter, men tjente hurtigt deres produktionsomkostninger ind – selv med beskedne billetindtægter. For at efterligne det brede CinemaScope-format uden at bruge de dyrere anamorfiske linser benyttede mange filmskabere sig af Techniscope-teknikken. Det gav en bredskærmsoplevelse med en rå billedkvalitet, hvilket kun bidrog til genrens særlige æstetik.
Sergio Leone instruerede også Vestens hårde halse (1968), en film, der ofte kaldes en af de bedste spaghettiwesterns nogensinde. Sammen med Dollars-trilogien var denne film med til at gøre Leones til en af de største italienske instruktører inden for genren.
Ironisk nok blev genren aldrig rigtigt taget seriøst af kritikerne, hvilket også afspejles i den lidt nedladende betegnelse "spaghettiwesterns". Ikke desto mindre blev Vestens hårde halse rost allerede ved sin udgivelse, og den er stadig anset for at være en af de bedste westernfilm nogensinde – uanset nationalitet.
Ud over Leone var der to andre instruktører ved navn Sergio, som også satte deres præg på genren. Disse italienske filmskabere skubbede grænserne for, hvad en spaghettiwestern kunne være, og eksperimenterede med nye temaer, fortællestile og visuelle udtryk.
Sergio Corbucci skabte nogle af de mest brutale og dystre westernfilm. Hans Django (1966) var med til at gøre Franco Nero til en stjerne, mens Den stumme hævner (1968) fortsat betragtes som en af de helt store klassikere inden for genren.
Sergio Sollima var den mest politiske af de tre Sergioer. Hans film handlede ofte om temaer som imperialisme og revolution. Han er især kendt for Manden med de sorte støvler (1966), Faccia a faccia (1967) og Flygt mand - flygt (1968). Disse film tilhører en særlig undergenre kaldet Zapata-westerns, hvor handlingen typisk kredser om mexicanske frihedskæmpere.
I 1970’erne begyndte Spaghettiwesterns at miste popularitet. Publikum blev trætte af genrens gentagelser, og de sidste film tog en mere humoristisk retning.
Nogle af de mest populære film fra den tid var De kalder mig Trinity (1970) og efterfølgeren Jeg hedder stadig Trinity (1971), som blev den mest økonomisk succesfulde italienske western nogensinde.
Men Spaghettiwestern-genren forsvandt aldrig helt. Over 20 år efter den oprindelige Django vendte Franco Nero tilbage til rollen i Django Strikes Again (1987). Denne film er den eneste officielle efterfølger blandt de mange Django-inspirerede film, der fulgte efter den første.
Clint Eastwood holdt liv i westerngenren med film som Øje for øje (1976) og De nåedsløse (1992), der uden tvivl har slået fast, at han er en af de største skikkelser inden for genren.
Filmen Øje for øje var en af de vigtigste film inden for den revisionistiske western-genre, som opstod nogenlunde samtidig med Spaghettiwesterns. De kaldes også anti- eller post-westerns, og disse film tager afstand fra de klassiske westerntraditioner og udfordrede både karaktererne, plottet og selve genrens grundidé.
Spaghettiwesterns blev produceret med lave budgetter og har kultstatus, og de har haft stor betydning for populære instruktører som Quentin Tarantino og Robert Rodriguez. De har lånt elementer fra genren og brugt dem i deres egne film, som Django Unchained (2012) og Desperado (1995).
Kilder: (StudioBinder) (Italy Segreta) (No Film School) (The Spaghetti Western Database)
Fra Italien til Hollywood: Historien bag spaghettiwesterns
Exploring the genre that redefined the American Wild West
film Subgenres
Cowboys, lovløse, ørkener, støvede landsbyer og revolverdueller – det er de klassiske elementer i westerngenren, både i bøger og på film. Mange forbinder genren med spaghettiwesterns, der opstod i 1960’erne. I modsætning til traditionelle amerikanske westerns var disse film ofte lavet på et lavt budget, de var fyldt med vold og moralske gråzoner, og de blev teknisk set betragtet som udenlandske film. Som Francesco Dama udtrykte det: “Spaghettiwesterns blev et globalt fænomen i 1960’erne, og vi kan takke én mand fra Rom for det: Sergio Leone.”
Men hvad er en spaghettiwestern egentlig, og hvorfor kaldes de det? Hvordan blev de så populære, og hvorfor husker vi dem stadig i dag? Klik videre i dette galleri, og find svarene.