Nogle ramte fuldstændig ved siden af
Disney har været en del af barndommen for mange af os. Filmene lærer os, at drømme går i opfyldelse, at der findes en rigtig prins derude, og at et kys kan løse alle problemer. Men kan det virkelig passe?
Bag de magiske fortællinger gemmer der sig nogle temmelig tvivlsomme budskaber om kærlighed. Ariel dropper sin stemme for en fyr, Askepot får en makeover for at imponere en prins, og Belle ender i et forhold, der minder skræmmende meget om Stockholm-syndrom.
I nyere tid er Disney blevet bedre til at vise sundere relationer, men hvad nu hvis det er de gamle klassikere som "Tornerose" (1959) og "Løvernes Konge" (1994), der har sat spor i dit syn på kærlighed?
Klik dig videre og genopdag de værste kærlighedslektioner, Disney (uheldigvis) har givet os.
I "Aladdin" (1992) vinder den fattige gadedreng Jasmines hjerte ved at lade som om han er prins og fyre en ordentlig røverhistorie af. I virkeligheden kalder man det for catfishing, og det er lidt mindre romantisk.
Har du prøvet at blive valgt fra, fordi en ven fik en ny kæreste? Måske voksede de op med "Snehvide og de syv små dværge" fra 1937. Hun droppede uden tøven sine syv trofaste venner for en fyr med et flot smil.
I både "Tornerose" (1959) og "Snehvide" (1937) bliver prinsessen kysset af en fremmed, mens hun ligger bevidstløs, og det bliver fremstillet som heltemod. I virkeligheden er kys uden samtykke aldrig romantisk, fortryllelse eller ej.
"Skønheden og Udyret" (1991) har mange problematiske elementer, men det værste er måske, at Udyret holder Belle fanget, indtil hun forelsker sig i ham. Det lyder mere som et gidseldrama end en kærlighedshistorie.
Belle bruger det meste af filmen på at få Udyret til at opføre sig som hendes forestilling om en ordentlig mand. Han skal lære manerer, få styr på håret og tage pænt tøj på. Det er som at få sin partner til at købe nye jeans og klippe sig.
Trods alt hvad The Beatles sang, virker det i Disney som om penge godt kan give dig kærlighed. Uden slot, stor balsal, tjenere, lækre middage og en kæmpe bogsamling var det nok blevet svært for Udyret.
I "Tornerose" siges det, at et ægte kærlighedskys kan bryde enhver forbandelse. Men som man ser i "Prinsessen og frøen" (2009), så bliver frøer altså ikke altid til prinser bare fordi du kysser dem.
I "Klokkeren fra Notre Dame" (1996) vælger Esmeralda den flotte soldat frem for Quasimodo, selvom han redder hende og elsker hende betingelsesløst. For en fyr, der har levet hele sit liv i et klokketårn, er det lidt af en mavepuster.
Hos Disney er det tydeligt, hvad der gælder: Kvinder skal være tynde med kæmpe øjne og perfekt hår, og mænd skal være muskuløse helte. Det ligner mest en animeret reklame for et fitnesscenter og et beauty-brand.
I "Askepot" (1959) er det først efter den magiske makeover, at prinsen lægger mærke til hende. Han genkender hende ikke engang uden kjolen og håret. Så måske handler det i virkeligheden bare om den rigtige styling.
Lady bliver forelsket i Tramp i "Lady og Vagabonden" (1955) og får ham til at droppe det vilde liv til fordel for hundeskål og familieidyl. I virkeligheden kræver det lidt mere end et romantisk spaghetti-måltid at ændre en bad boy.
I mange klassiske Disney-film er kvinderne stille og søde, mens mændene er frie og spændende. Hun skal lære ham at slå sig ned, og så lever de lykkeligt. Ikke så mærkeligt at commitment issues florerer.
I "Den Lille Havfrue" (1989) vælger Ariel ikke bare en mand over sin – hun opgiver hele sit liv under havet for at blive en del af hans verden. Det er måske her, ferieromancerne har fået deres inspiration.
Ariel ofrer ikke bare sin familie, men også sin stemme for en fyr, hun har set én gang. De bliver forelskede uden at sige et eneste ord til hinanden. Budskabet? Tal ikke for meget, bare se godt ud.
Cinderellas prins bliver forelsket i hende uden at høre hende sige ét ord. I Disney-universet er kærlighed ved første blik ikke bare romantisk, det er målet. Måske derfor mange lynromancer ender med hjertesorg.
Askepot har en fegudmor, der kan opfylde alle ønsker, men først da prinsen dukker op, slipper hun ud af sit liv som hushjælp. Så selv med magi kræver frihed åbenbart en mand.
Du har brug for en mand for at få din happy ending – altså, hvis du er kvinde. Her i 2025 har Disney stadig ikke en eneste hovedrolle med et LGBTQ+ par. Kom nu ind i kampen, Disney.
I både "Tarzan" (1999) og "Pocahontas" (1995) bliver parrene forelskede uden at tale samme sprog og på trods af store kulturelle forskelle. Det kan godt lade sig gøre i virkeligheden, men Disney får det til at se alt for let ud.
I de gamle Disney-klassikere er ægteskab nærmest altid målet, og når det sker, spiller den magiske musik, og alle er lykkelige. Måske derfor så mange stadig swiper sig halvt i stykker på dating-apps.
I en tid hvor mange lever i sammenbragte familier, hjælper det ikke at Disney lærer os, at stedmødre som regel er onde. "Askepot" og "Snehvide" gjorde ikke ligefrem livet lettere for bonusforældre.
Peter Pan-syndromet beskriver folk, der nægter at blive voksne. At date sådan en person betyder, at de aldrig rigtig vil binde sig. Og hvor stammer det fra? Jeps, du gættede rigtigt – "Peter Pan" (1953).
Hos Disney er de gode altid kønne, og de onde er grimme – uanset personlighed. Det er som om ingen har hørt, at man ikke skal dømme en bog på omslaget. Men okay, du har sikkert dit eget eksempel.
Mens Simba hygger sig med Timon og Pumbaa i "Løvernes Konge", kæmper Nala for at finde mad, redde hans familie og bekæmpe hans onde onkel. Og hvem får så æren i slutningen?
Da Simba forlader Nala og sine pligter som konge, sender Disney et klart signal: Når det bliver hårdt, skal du ikke gå i parterapi. Du skal bare stikke af. Super strategi for forhold, ikke?
Tilgivelse er en smuk ting, men Nala tilgiver Simba på cirka samme tid, som det tager at synge "Can You Feel the Love Tonight". Nogle ting burde tage mere end en romantisk jungletur at komme sig over.
I "Skønheden og Udyret" slås Gaston og Udyret om Belle. Til sidst gør det bare Udyret mere tiltrækkende. Moralen? Vold er okay, så længe det handler om kærlighed. Det er lidt en rød flag-fest.
I "Den Lille Havfrue" ignorerer Ariel sin fars advarsler og gør alligevel, hvad hun vil. Hun er et klassisk eksempel på, hvad der sker, når man nægter at høre fornuft. Vi har alle været der. Og fortrudt.
Men heldigvis er der sket noget. I "Frost" (2013) gaslighter Hans Anna, og det bliver straks afsløret. De gør endda grin med det hele, da Elsa siger: "Du kan ikke gifte dig med en, du lige har mødt!"
Så hvad er de her film egentlig – hyggelig nostalgi eller et bagkatalog af dårlige kærlighedsråd? Har de givet dig en sød flugt fra virkeligheden eller bare solgt dig en illusion, der har ødelagt dit datingliv? Spørg spejlet på væggen!
Kilder: (Bored Panda)
Er Disney skyld i dine datingproblemer?
Dårlige kærlighedslektioner fra de klassiske Disney-film
film Prinsesse
Disney har været en del af barndommen for mange af os. Filmene lærer os, at drømme går i opfyldelse, at der findes en rigtig prins derude, og at et kys kan løse alle problemer. Men kan det virkelig passe?
Bag de magiske fortællinger gemmer der sig nogle temmelig tvivlsomme budskaber om kærlighed. Ariel dropper sin stemme for en fyr, Askepot får en makeover for at imponere en prins, og Belle ender i et forhold, der minder skræmmende meget om Stockholm-syndrom.
I nyere tid er Disney blevet bedre til at vise sundere relationer, men hvad nu hvis det er de gamle klassikere som "Tornerose" (1959) og "Løvernes Konge" (1994), der har sat spor i dit syn på kærlighed?
Klik dig videre og genopdag de værste kærlighedslektioner, Disney (uheldigvis) har givet os.