Musikgenren som gjorde oprør mod mainstreamen
De fleste saxofoner, både fra før og nu, er lavet af messing. På trods af dette er de kategoriseret som træblæseinstrumenter - hvor tonen dannes ved at en luftstrøm blæses mod en skarp kant eller mod et rørblad, og ikke af musikerens læber.
Saxofonen er medlem af træblæser-kvintetten, som består af: obo, klarinet, saxofon, basklarinet og fagot. Der findes 14 forskellige typer saxofoner. De fire mest almindelige typer er sopran, alt, tenor og baryton.
Den belgiske opfinder og musiker Antoine-Joseph "Adolphe" Sax skabte saxofonen i begyndelsen af 1840'erne og patenterede den i 1846.
I 1840'erne og 1850'erne blev den nye opfindelse brugt i små klassiske ensembler, men kom aldrig rigtigt i brug som et orkesterinstrument. I slutningen af det 19. århundrede var saxofonens popularitet indenfor den klassiske musikverden faktisk aftaget, og den blev afvist som en støjende nyhed.
Men der var nogle få undtagelser. For eksempel skrev den franske komponist Claude Debussy "Rapsodie pour orchester et saxofon" ("Rapsodi for orkester og saxofon") i 1901. Stykket blev skrevet specifikt for saxofonen i en tid, hvor instrumentet stort set var blevet boykottet inden for den klassiske musikverden.
Maurice Ravels mest berømte klassiske musikkomposition, "Boléro", som havde premiere i 1928. Orkestret inkluderede tre saxofoner: en sopran, en tenor og en sopranino, som er et af de mindste medlemmer af saxofonfamilien.
Saxofonen blev først populær i en af de anvendelser, den var designet til, nemlig i de europæiske militærorkestre. Det var især de franske og belgiske militærorkestre, som udnyttede dette nye instrument fuldt ud og inkluderede det i deres ensembler.
Senere begyndte saxofonen at blive markedsført i USA, og der blev etableret mange nye musikalske nicher for instrumentet i de første årtier af det 20. århundrede.
Instrumentets blev først brugt i Vaudeville- og ragtimebands, og det førte til brug af saxofonen i danseorkestre og til sidst jazz. På billedet ses en plakat, der reklamerer for en af de berygtede Vaudeville-numre, de engelske entertainere Daisy og Violet Hilton, som var siamesiske tvillinger der spillede saxofon. De turnerede med USA's tivolishow Vaudeville og i de amerikanske kabareter i 1920'erne og 1930'erne.
I løbet af 1920'erne kom saxofonen i brug som et jazzinstrument, der blev fremmet af bl.a. The Duke Ellington Orchestra (på billedet).
Johnny Hodges, med Al Sears i baggrunden, var bedst kendt for sine soloer i Duke Ellingtons bigband. Han betragtes som en af de afgørende alt-saxofonspillere i bigband-æraen.
I begyndelsen af 1930'erne blev saxofonen kaldt "djævelens horn" på grund af tilknytningen til jazzmusik, og i og med at den havde et lettere mystisk omdømme. Faktisk havde Vatikanet allerede erklæret, at saxofonen gav bekymring for væmmelse og skandale.
Som for at understrege det almindelige samfunds moralske bekymring på det tidspunkt beskrev Sonny Rollins tilsyneladende det at åbne sin saxofontaske som en smuk, velformet kvinde, der rakte ud til ham. Tenorsaxofonisten anses i dag for at være en af tidens vigtigste og mest indflydelsesrige jazzmusikere, og han stoppede først for nylig med at optræde.
Rollins voksede op til musikken fra jazzlegender som Charlie Parker (på billedet), John Coltrane og den førnævnte Johnny Hodges, der er blandt de største saxofonister i verden. I 1950'erne havde instrumentet vundet global popularitet.
Tenorsaxofonisten Coleman Hawkins var en af de første fremtrædende jazzmusikere, som spillede saxofon. Han var den første, der skabte sin egen improvisationsmetode med saxofonen i stedet for at efterligne klarinetteknikken. Hans tenorsaxofonstil havde stor indflydelse på swing-æraens lyd.
Tenorsaxofonisten Stan Getz nåede ud til et nyt publikum i 1964 ved at popularisere bossanova i Amerika med hitsinglen "The Girl from Ipanema". Hans indspilning med de brasilianske musikere Antônio Carlos Jobim, João Gilberto og hans daværende kone Astrud Gilberto, vandt en Grammy-pris. Stykket er stadig et af de mest elskede latin-jazznumre.
I 1980'erne hjalp Kenny G med at popularisere sopransaxofonen med hits som bl.a. "Songbird". Hans glatte jazz-stil irriterede puristerne, men det var ham, der lo sidst. Hans album "Duotones" fra 1986, som indeholder "Songbird", blev nr. 1 på hitlisterne over moderne jazzalbummer.
I det 20. og 21. århundrede blev saxofonen mere populær i symfoniorkestrene. Det instrument, der engang blev hånet, har også været brugt i genrer som opera og kormusik.
Saxofonens sensuelle og nærmest kåde lyd er blevet flittigt brugt i film. Saxofonen gav en ekstra gnist i en scene fra filmen "Omstigning til Paradis" (1954), hvor Stanley (Marlon Brando) og Stella (Kim Hunter) forsones efter et skænderi. Det var en af de første gange, saxofonmusik blev brugt til at fortolke seksuel kemi mellem to mennesker.
I denne klassiske Hollywood-komedie med Marilyn Monroe, Tony Curtis og Jack Lemmon spiller Curtis' karakter "Josephine" saxofon sammen med Lemmons karakter "Daphne", som spiller på kontrabas.
Det er de få, der ikke kan genkende et af de mest ikoniske temamusiknumre i biografens historie. Nummeret blev skrevet af Henry Mancini til filmen "Den lyserøde panter" fra 1963. Plas Johnsons selvsikre, synkoperede tenorsaxofon fanger perfekt den mystiske, men skøre stemning i filmen med skuespillerne David Niven og Peter Sellers.
I Francis Ford Coppolas mystiske thriller "Aflytningen" spiller Gene Hackman rollen som Harry Caul, der arbejder som en overvågningsekspert og søger trøst i sin saxofon. Det fremtræder i den sidste dramatiske scene.
Komponisten Bernard Herrmann brugte saxofonen mesterligt i Martin Scorseses skelsættende film "Taxi Driver". Filmens soundtrack beskriver hvordan instrumentet giver "et musikalsk modstykke til Travis [Robert De Niro], og skaber en mildt desillusioneret trubadur".
"Careless Whisper", som blev sunget af George Michael i 1984, var et kæmpe hit. Nummeret indeholder et fremtrædende saxofonriff, som blev spillet af Steve Gregory på en Selmer Mark VI-tenorsaxofon.
Clarence Clemons, den berømte saxofonist i Bruce Springsteens E Street Band, spillede en uforglemmelig solo på nummeret "Jungleland", som er den sidste sang på Springsteens berømte album "Born to Run" fra 1975.
Den skotske sanger og sangskriver Gerry Rafferty udgav "Baker Street" i 1978. Et nummer der straks blev kendt for saxofonsolon, spillet af Raphael Ravenscroft.
James Browns version af "Night Train" fra 1961, der oprindeligt blev indspillet 10 år tidligere af tenorsaxofonisten Jimmy Forest, indledes af J. C. Davis på tenorsaxofon, der også spiller den høje solo.
Roxy Music's anden single "Avalon" fra deres album af samme navn fra 1982, indeholder en drømmende saxofonsolo, som blev spillet af stiftelsesmedlemmet Andy Mackay.
Ronnie Ross, som havde undervist David Bowie i saxofon, spiller barytonsaxofonsoloen, der blev spillet i slutningen af Lou Reeds klassiske udgivelse fra 1972, som berører mystik og tabu. Ross kan også høres på Beatles' nummer "Savoy Truffle" fra deres "White Album".
Sades hit "Smooth Operator" fra debutalbummet "Diamond Life" fra 1984, indeholder en kraftfuld saxofonsolo, som blev spillet af bandmedlemmet Stuart Matthewman. Soloen løftede i høj grad tempoet i denne forførende ballade.
Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton lærte at spille tenorsaxofon i skolen og overvejede på et tidspunkt en karriere indenfor musik. ”Jeg elskede musik, og jeg troede selv, at jeg kunne blive meget god, men jeg vidste, at jeg aldrig ville blive som John Coltrane eller Stan Getz,” udtalte han i sin selvbiografi. I stedet trådte han ind i det offentlige liv som embedsmand. Han ses her på billedet, hvor han spillede saxofon under et bal, der blev afholdt, efter at han blev valgt som Amerikas præsident.
Se også: Hvem er de mest indflydelsesrige jazzartister nogensinde?
Sax-appel er i dag en universel ting, og musikinstrumentet bruges af kunstnere indenfor en lang række musikgenrer, som strækker sig lige fra rock og pop til kammer- og kormusik.
Gennemse dette galleri og oplev historien bag saxofonen, dens fedeste eksponenter og instrumentets rolle indenfor popkulturen.
Sax-appel: saxofonens musikalske og kulturelle indvirkning
Udviklingen af "djævelens horn"
musik Instrumenter
Saxofonen er med sin frække og forførende lyd blevet beskrevet som det mest sexede musikinstrument, der nogensinde er blevet opfundet. Musikinstrumentet blev designet af den belgiske instrumentproducent Adolphe Sax i begyndelsen af 1840'erne, og saxofonen var oprindeligt beregnet til både militærbands og orkestre. Til at starte med blev instrumentet nærmest foragtet af det klassiske musikbroderskab, men senere blev saxofonen ivrigt samlet op af musikere i USA og blev herefter en del af dansebands. Saxofonen blev et af de vigtigste soloinstrumenter under udviklingen af swing og andre former for jazz og er fortsat et af signaturinstrumenterne.
Sax-appel er i dag en universel ting, og musikinstrumentet bruges af kunstnere indenfor en lang række musikgenrer, som strækker sig lige fra rock og pop til kammer- og kormusik.
Gennemse dette galleri og oplev historien bag saxofonen, dens fedeste eksponenter og instrumentets rolle indenfor popkulturen.