Det ældgamle krydderi, der kaldes "det røde guld"
I Sicilien er nogle initiativrige landmænd i gang med at genoplive den ældgamle tradition med at høste manna. Det er en praksis, hvor man skærer i barken på blomstrende asketræer for at samle saften. Manna nævnes flere gange i Bibelen som det stof, Gud gav israelitterne, da de vandrede gennem ørkenen. Det nævnes også i Koranen. Der er dog stadig delte meninger om, hvad den ældgamle superfood egentlig bestod af. Men hvad er manna helt præcist – og hvordan bruger man det?
Klik videre i galleriet og få en smagsprøve på det, som mange beskriver som "det hvide guld".
Manna bliver nævnt 17 gange i Bibelen. Første gang er i 2. Mosebog kapitel 16, hvor det beskrives som “noget fint og skæl-lignende, fint som rim på jorden.”
Da israelitterne, som var på vej gennem Sinaiørkenen efter flugten fra Egypten, begyndte at klage til Moses over manglen på mad, lovede Gud at lade “brød regne ned fra himlen” for at mætte folket.
Næste nat falder der dug fra himlen, og om morgenen er der dannet en spiselig substans, som hele folket kan leve af.
Første gang israelitterne ser det, spørger de: “Hvad er det?” – eller “Mann hou?” på oldhebraisk. Det er derfra navnet manna (mann på moderne hebraisk) stammer.
I samme kapitel beskrives manna som noget, der ligner korianderfrø, som er hvidt, og som smager honningsød kage.
I 4. Mosebog kapitel 11 beskrives manna som noget, der ligner bdellium (en gennemsigtig gummiagtig harpiks). Israelitterne skulle male det og bage det til kager, der smagte som brød bagt i olie.
Ordet manna forekommer tre gange i Koranen (2:57, 7:160 og 20:80). Ifølge hadith-samlingen Sahih Muslim har profeten Muhammed sagt: “Trøfler er en del af den ‘manna’, som Gud sendte til israelitterne gennem Moses, og saften herfra er medicin for øjet.”
Forskere er kommet med mange gæt på hvad det kan være. Nogle gæt er lidt mere usandsynlige, som fx idéen om at det er en type lav, som ikke findes i Sinaiørkenen. Andre gæt er lidt mere sandsynlige, som fx at det er en sød saft, der dannes, når insekter suger på visse planter.
I middelalderlige persiske fortolkninger af Koranen og i et medicinsk skrift af Al Biruni, som levede fra 973 til en gang efter 1050, beskrives manna som de søde dråber, der opstår på tamarisktræer – som findes både i Sinai og i det nuværende Iran og Irak.
Disse dråber kan muligvis stamme fra Trabutina mannipara, som er et insekt, der lever af tamarisk-træet. Efter at have suget på træet udskiller det en sød substans, som ofte anses for at være den mest sandsynlige kandidat til bibelsk manna. I Vesten kaldes denne substans for honningdug.
Mannaen, eller “brødet fra himlen”, som jøderne levede af på deres rejse, høstes stadig og bruges flere steder i Iran og Irak.
I Iran og Irak bruges ordet både om den søde saft, der naturligt opstår på træer og buske i området, og om det stof, som udskilles af insekter, der lever af fx tamarisk-træer.
Akacietræer producerer gummi arabicum, som er en vigtig ingrediens i fødevareindustrien, og som også bruges i trykfarve, maling, lim og kosmetik. Sudan er verdens største producent, da landets store savanneområde har de helt perfekte forhold for de to akaciearter, Talha og Hashab, som danner gummi arabicum.
Ifølge traditionen blev en krukke med manna opbevaret i pagtens ark som en påmindelse til israelitterne om, at Gud havde sørget for dem under deres 40 år i ørkenen.
Den hvide, mineralrige harpiks, som nævnes i Bibelen, har i mange hundrede år været brugt som et naturligt sødemiddel og til medicinske formål.
Ifølge Bibelens fortælling har folk kendt til manna i mindst tusind år før Kristus.
I oldtiden betragtede græske, romerske og arabiske læger manna som værdifuld medicin på grund af de helende egenskaber, man mente, den havde. Ifølge én krønikeskriver kom den dog ikke fra himlen, men fra udvalgte asketræer, hvor den dryppede fra som en hvidlig harpiks.
Den ask, som oftest nævnes i oldtidens skrifter, er Fraxinus ornus (Mannaask). Denne blomstrende ask vokser i Sydeuropa.
Høst af manna – altså det at skære i barken på Fraxinus ornus for at samle saften – var engang almindeligt udbredt i hele Middelhavsområdet.
Indtil slutningen af 1800-tallet blev manna sendt fra Calabrien og Sicilien til Nordeuropa. Den søde substans blev både brugt som føde og som medicin – især som afføringsmiddel.
I de sidste hundrede år er traditionen næsten forsvundet på grund af urbanisering og industrialisering – især i Sicilien, hvor manna kaldes “det hvide guld.” Men nogle landmænd forsøger nu at genoplive den gamle praksis.
Siciliens Madonie-bjerge er en barsk bjergkæde nordøst for Palermo, og disse bjerge har altid været centrum for Italiens mannaproduktion.
I Madonie Nationalpark kan mannahøst spores helt tilbage til 800-tallet, hvor Sicilien var under arabisk herredømme.
I første halvdel af 1900-tallet var mannaproduktion en livsstil for mange sicilianske familier. Middelalderbyer som Pollina var vigtige centre for indsamling af den søde saft, som smager af rørsukker med et strejf af mandel.
Når mannaen var høstet, blev den solgt til medicinalindustrien, som udvandt mannitol – en sukkeralkohol brugt som sødemiddel og vanddrivende middel. I 1950’erne lykkedes det forskere at fremstille mannitol syntetisk, og det betød et stort fald i den traditionelle mannaproduktion.
60 år senere har nogle lokale landmænd sat sig for at genoplive den næsten glemte tradition. De har desuden fundet en mere effektiv måde at høste manna på, hvor risikoen for forurening fra bark eller insekter er langt mindre.
I dag sælges manna til restauranter, bagere og kokke. Den bruges i alt lige fra cannoli og chokolade til kreative nye retter.
Lokale restauranter i idylliske landsbyer, bl.a. i Castelbuono, tilbyder retter med manna. Kokkene har taget det gamle “hvide guld” til sig med stor begejstring.
I mellemtiden bruges gummi arabicum stadig flittigt i madlavning i Mellemøsten – især som fortykningsmiddel i glasur, fyld, bløde karameller, tyggegummi og andet slik.
I tråd med de gamle fortællinger er mann al-sama i dag en lækker specialitet lavet af manna, majssirup, honning, kardemomme, honningdadler og sprøde pistacienødder, og det nævnes faktisk i alle tre monoteistiske religioner: kristendom, jødedom og islam.
Kilder: (University of Washington) (Palermoviva) (BBC) (Bible Study Tools)
Manna: hvad er det for et spiseligt stof, der nævnes i Bibelen og Koranen?
En ældgammel 'superfood' sendt fra himlen
mad Kulinarisk
I Sicilien er nogle initiativrige landmænd i gang med at
genoplive den ældgamle tradition med at høste manna. Det er en praksis, hvorman skærer i barken på blomstrende asketræer for at samle saften. Manna nævnesflere gange i Bibelen som det stof, Gud gav israelitterne, da de vandredegennem ørkenen. Det nævnes også i Koranen. Der er dog stadig delte meninger om,hvad den ældgamle superfood egentlig bestod af. Men hvad er manna helt præcist– og hvordan bruger man det?
Klik videre i galleriet og få en smagsprøve på det, sommange beskriver som "det hvide guld".