Lad disse nuttede dyreunger gøre din dag lidt bedre
Demokrati er så indgroet i vores verden, at det næsten føles som naturens orden. I lande som USA har denne styreform rødder helt tilbage til forfatningens tilblivelse i slutningen af 1700-tallet. Men her kommer en ubehagelig sandhed: Ægte demokrati, som vi drømmer om det, er faktisk ikke muligt – og det kan slet ikke opnås på en fuldt logisk måde.
Matematikken afslører nemlig noget tankevækkende: De systemer, vi bruger til at sikre demokrati og vælge vores ledere, er langt fra perfekte. Visionen om et ideelt demokrati er netop det – en vision, der aldrig kan blive til virkelighed.
Hvordan kan det være? Hvorfor er demokrati faktisk en umulighed? Klik dig videre og få svaret!
"First past the post"-systemet er en af de ældste og mest simple måder at stemme på. Vælgerne vælger én kandidat, og den med flest stemmer vinder. Det lyder nemt, men systemets simple struktur rummer problemer, som kan føre til uretfærdige resultater i demokratiet.
Dette system blev udviklet i 1300-tallet og bruges stadig i det britiske Underhus. Det findes i dag i 44 lande, især tidligere britiske kolonier som USA, hvor det har stor indflydelse på valgresultater.
En stor udfordring ved "First past the post" er, at en kandidat kan vinde uden faktisk at repræsentere flertallet. For eksempel i det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor Donald Trump blev valgt, selvom Hillary Clinton fik flere stemmer.
"First past the post"-systemet tvinger vælgere til at stemme taktisk i stedet for på deres foretrukne kandidat. Resultatet? Magten samles hos de største partier, og vælgerne efterlades i et politisk landskab domineret af to partier.
Ifølge Maurice Duverger udvikler vinderen-tager-det-hele-systemer sig uundgåeligt til to-partisystemer. Dermed svækkes vælgerrepræsentationen, og små partier bliver nærmest irrelevante.
En mulig løsning er præferenceafstemning. Her rangerer vælgerne kandidater efter deres prioriteter. Hvis ingen kandidat vinder et flertal i første runde, elimineres den mindst populære kandidat, og deres stemmer fordeles til vælgernes næste valg.
Også kendt som "instant runoff" fungerer dette system ved at eliminere kandidater med færrest stemmer én ad gangen. Processen gentages, indtil én kandidat opnår flertal. Det er en metode, der skaber en mere præcis repræsentation af vælgernes ønsker.
I præferenceafstemninger er det ofte klogt at undgå negativ kampagneføring. Ved borgmestervalget i Minneapolis i 2013 valgte kandidater at holde tonen respektfuld for at sikre sig vælgernes sekundære stemmer.
Selvom præferenceafstemning løser flere af de klassiske problemer ved valg, er det ikke uden fejl. Nogle gange kan en kandidat paradoksalt nok få en fordel af at klare sig dårligt, afhængigt af hvordan stemmerne omfordeles.
Den franske matematiker Nicolas de Condorcet arbejdede under revolutionen på et valgsystem, der virkelig kunne afspejle flertallets præferencer. Hans banebrydende teorier blev grundlaget for moderne valgforskning.
Jean-Charles de Borda udviklede en metode, hvor vælgere rangerer kandidater, og hver placering tildeles point. For eksempel får førstepladsen fire point, andenpladsen tre osv. Systemet skaber et mere nuanceret og afbalanceret resultat.
Condorcet mente, at Bordas metode havde en stor svaghed: Den kunne påvirkes af irrelevante faktorer som antallet af kandidater, hvilket kunne forvrænge valgresultatet.
Condorcet foreslog en metode, hvor hver kandidat skulle konkurrere direkte mod alle andre. Ved at rangordne kandidater kunne man finde den, der havde bredest opbakning blandt vælgerne.
I det 13. århundrede foreslog munken Ramon Llull en lignende metode til valg i kirken. Hans ideer blev dog først genopdaget i moderne tid og vækker stadig debat.
Condorcet opdagede et paradoks i sit system: I visse tilfælde kan vælgernes præferencer skabe en form for dødvande, hvor der ikke er nogen klar vinder. Han døde, før han fandt en løsning på dette problem.
Mange matematikere, herunder Lewis Carroll, forsøgte i årene efter Condorcet at udvikle et perfekt valgsystem. Alligevel forblev de grundlæggende problemer uløste.
I 1951 beviste Kenneth Arrow, at intet rangeringssystem kan opfylde alle nødvendige retfærdighedskriterier, hvis der er tre eller flere kandidater. Dette gav ham en Nobelpris.
Arrow opstillede fem kriterier for valgsystemer: enstemmighed, ikke-diktatur, fri domæne, transitivitet og uafhængighed af irrelevante alternativer. Ingen metode kan opfylde dem alle.
Dette kriterium kræver, at hvis alle vælgere foretrækker én kandidat over en anden, skal systemet afspejle denne fælles præference uden undtagelser.
Ingen enkelt vælger må kunne afgøre hele valget alene. Hvis én person kan bestemme resultatet, er systemet ikke demokratisk, men diktatorisk.
Alle stemmer skal tælle, og vælgerne skal kunne stemme frit uden at blive ignoreret. Dette sikrer, at alle synspunkter repræsenteres.
Hvis vælgerne foretrækker kandidat A over B og B over C, skal A også foretrækkes over C. Det skaber logisk konsistens i valgresultaterne.
Tilføjelse eller fjernelse af kandidater bør ikke påvirke vælgernes eksisterende præferencer. Dette sikrer retfærdighed og stabilitet i systemet.
Arrows bevis viste, at et system, der opfylder alle hans kriterier, altid ender med en diktatorisk afgørelse. Dermed er et perfekt demokratisk system umuligt.
Arrows teorem afslører, at den vælger, hvis stemme alene afgør valget, får diktatorisk magt, hvilket underminerer demokratiske principper.
Ved godkendelsesafstemning kan vælgerne stemme på alle de kandidater, de støtter. Det mindsker negativ kampagneføring og giver vælgerne større frihed.
Godkendelsesafstemning blev brugt i Vatikanet i flere århundreder og bruges stadig ved FN’s valg af generalsekretær. Alligevel har det ikke slået igennem i nationale valg.
Selvom Kenneth Arrow var skeptisk, anerkendte han senere fordelene ved godkendelsesafstemning, især i forhold til at undgå diktaturer og paradokser.
Winston Churchill sagde engang: "Demokrati er den værste styreform – bortset fra alle de andre." Hans ord minder os om, at politisk deltagelse er nøglen til forandring.
Demokrati er langt fra perfekt, men det er stadig det bedste system, vi har. Trods matematiske paradokser er idealerne om retfærdighed og repræsentation værd at kæmpe for.
Kilder: (Veritasium) (Yale University Press) (Journal of Political Economy) (American Political Science Review) (Britannica)
Præsidentvalget i 2000 afslørede "spoilereffekten," hvor Ralph Nader trak stemmer fra Al Gore og hjalp George W. Bush til sejr. Systemet skaber skævvridning og begrænser vælgernes frihed til at stemme efter deres præference.
Ægte demokrati er en matematisk umulighed: Opdag sandheden her
Demokratiets idealer er en illusion
livsstil Politik
Demokrati er så indgroet i vores verden, at det næsten føles som naturens orden. I lande som USA har denne styreform rødder helt tilbage til forfatningens tilblivelse i slutningen af 1700-tallet. Men her kommer en ubehagelig sandhed: Ægte demokrati, som vi drømmer om det, er faktisk ikke muligt – og det kan slet ikke opnås på en fuldt logisk måde.
Matematikken afslører nemlig noget tankevækkende: De systemer, vi bruger til at sikre demokrati og vælge vores ledere, er langt fra perfekte. Visionen om et ideelt demokrati er netop det – en vision, der aldrig kan blive til virkelighed.
Hvordan kan det være? Hvorfor er demokrati faktisk en umulighed? Klik dig videre og få svaret!