I nogle lande tjener de langt mere end den gennemsnitlige borger
Vi tænker ofte på helvede som et simpelt begreb: et sted med evig straf for dem, der synder eller vender ryggen til Gud. I kristen teologi bliver det set som endestationen for dem, der afviser frelsen gennem Jesus – et sted, hvor lidelse aldrig tager slut. Men selvom vi har en fast forestilling om, hvad helvede er, giver Bibelen os faktisk meget få detaljer om emnet. Faktisk nævner Bibelen slet ikke helvede direkte.
Så hvor stammer ideen om helvede fra? Hvorfor ser vi det som en flammende afgrund, hvor syndere brænder for evigt? Og hvor ligger det egentlig? Klik videre i galleriet, og find svarene på disse mysterier.
Den moderne opfattelse af helvede er et resultat af flere tusinde års blanding af ideer fra både Det Gamle og Det Nye Testamente, herunder Sheol, Gehenna og ildsøen.
Det er interessant, at vores moderne billede af helvede også trækker på græsk mytologi, hvor Tartarus og Hades spiller en rolle. Disse begreber blev oversat fra det oldnordiske "Hel", som refererede til en underverdensrig.
Oprindeligt var Hel i græsk mytologi ikke et flammehav, men et isnende rige i det fjerne nord. Det står i skarp kontrast til den moderne forståelse af helvede som et sted fyldt med ild.
Billedet af helvede har ændret sig gennem historien, påvirket af alt fra katolske råd og Dantes "Den guddommelige komedie" til middelalderkunst og popkultur. Men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.
Bibelen giver ingen klar definition af helvede. Det bliver skiftevis beskrevet som en grav, en hule under jorden eller en tilstand af adskillelse fra Gud. Over tid har disse forestillinger smeltet sammen til et mere komplekst billede.
I Det Gamle Testamente omtales Sheol som "graven," et sted hvor de døde ender, uden mange detaljer om deres skæbne. Det blev set som et skyggefuldt, dunkelt sted – langt fra det flammende helvede, vi tænker på i dag.
Sheol stammer fra den jødiske kosmologi, og Torahens eneste beskrivelse af efterlivet handler om, at folk bliver begravet i jorden efter deres død.
Over tid blev Sheol tolket med nye, overnaturlige elementer. I Det Nye Testamente blev helvede mere ofte set som et strafsted, selvom flammer kun nævnes i forbindelse med ildsøen i Johannes' Åbenbaring.
Den mest direkte bibelske beskrivelse af et flammende efterliv findes i Johannes' Åbenbaring, hvor både Lucifer, faldne engle og de ufrelste vil blive kastet i ildsøen efter Jesu genkomst.
Populærkulturen har spillet en stor rolle i vores opfattelse af helvede. Over tid er elementer som flammer og dæmoner blevet forstørret og har skabt et mere skræmmende billede af helvede.
Traditionelt forestiller vi os helvede som et fysisk sted under jorden. Denne idé stammer fra bibelske referencer som Sheol og græske begreber som Hades og Tartarus, som de tidlige kristne brugte til at beskrive efterlivet.
Græske begreber som Hades og Tartarus blev brugt af forfattere af Det Nye Testamente for at forklare kristendommens syn på efterlivet. Hades var et mørkt underverdensrige for sjælene, mens Tartarus var en dyb afgrund for de faldne engle.
I 1999 udtalte pave Johannes Paul II, at helvede ikke bør forstås som et fysisk sted, men som en tilstand, hvor individer på grund af deres valg bliver adskilt fra Gud.
I Bibelen bruges Gehenna som en metafor for straf, men oprindeligt var det en fysisk dal uden for Jerusalem. Over tid blev Gehenna dog forbundet med tanken om helvede som et sted for evig fordømmelse.
Selvom begreber som Hades og Tartarus beskriver underverdenens riger, specificerer Bibelen ikke, hvor helvede egentlig befinder sig. Selv i Johannes' Åbenbaring er ildsøens placering ukendt, og det efterlader mange spørgsmål.
Hvis vi antager, at helvede er ildsøen, er der endnu ingen sjæle der. Ifølge Johannes' Åbenbaring vil helvede først blive aktuelt efter Jesu genkomst, hvor det bliver den endelige destination for de fordømte
Hvis vi antager, at helvede er ildsøen, er der endnu ingen sjæle der. Ifølge Johannes' Åbenbaring vil helvede først blive aktuelt efter Jesu genkomst, hvor det bliver den endelige destination for de fordømte.
På grund af manglende bibelske referencer kan helvede enten allerede eksistere, være noget, der endnu skal skabes, eller blot være en bred betegnelse for adskillelse fra Gud efter døden.
Helvedes eksistens og udvikling er kompliceret på grund af de mange teologiske fortolkninger. Meget af læren om helvede blev udviklet flere århundreder efter Bibelen, blandt andet af kirkefaderen Augustin i det 4. århundrede.
Hvis helvede eksisterer, må Gud have skabt det, da alt i himlen og på jorden ifølge Kolossenserbrevet 1 er skabt af Gud. Dette inkluderer også helvede, selvom det oprindeligt blev skabt til de faldne engle.
Mange teologer har spurgt, hvordan en kærlig Gud kan skabe et sted med evig straf, men bibelske skrifter antyder, at helvede oprindeligt blev skabt til et andet formål.
Helvede, eller Tartarus, blev oprindeligt skabt som et strafsted for Lucifer og de faldne engle, der gjorde oprør mod Gud. Over tid blev dette sted dog også forbundet med de uomvendte menneskesjæles skæbne.
Nogle fortolkninger foreslår, at helvede ikke nødvendigvis blev skabt af Gud, men opstår som en konsekvens af, at mennesker frivilligt afviser Guds nåde. I denne forståelse er helvede blot den naturlige følge af at vælge et liv adskilt fra Gud.
Ordsprogenes Bog antyder, at helvede har en guddommelig funktion: "Gud har skabt alt med en plan – selv de onde til dommens dag." Dette antyder, at helvede er en del af en større guddommelig plan.
Johannes' Åbenbaring forklarer, at de døde vil blive dømt efter deres gerninger. De, der ikke findes i "livets bog," kastes i ildsøen. Dette rejser spørgsmålet om troens og gerningernes rolle i ens efterliv.
Der er en teologisk uenighed mellem katolicismen og protestantismen om, hvem der går i helvede. Katolikker mener, at både tro og gode gerninger spiller en rolle, mens protestanter fokuserer på troen alene som vejen til frelse.
Dantes ‘Guddommelige Komedie’ har haft en enorm indflydelse på vores opfattelse af helvede. Hans detaljerede beskrivelse af infernoet med dets mange lag af pinsler har skabt et kraftfuldt billede, som stadig præger populærkulturen i dag.
Dante Alighieris værk "Den guddommelige komedie" fra det 14. århundrede præsenterer en hierarkisk vision af efterlivet, som har haft stor indflydelse på kunst, litteratur og teologi gennem århundreder.
Kilder: (Grunge) (Britannica) (BBC) (Stanford Encyclopedia of Philosophy) (Christian History Institute) (Big Think)
Spørgsmålet om, hvem der kommer i helvede, er evigt til debat. Johannesevangeliet siger, at troen på Jesus fører til evigt liv, men andre steder i Bibelen nævnes også gerninger som afgørende for ens skæbne.
De største uløste mysterier om helvede i Bibelen
Nogle spørgsmål forbliver ubesvarede i Skriften
livsstil Religion
Vi tænker ofte på helvede som et simpelt begreb: et sted med evig straf for dem, der synder eller vender ryggen til Gud. I kristen teologi bliver det set som endestationen for dem, der afviser frelsen gennem Jesus – et sted, hvor lidelse aldrig tager slut. Men selvom vi har en fast forestilling om, hvad helvede er, giver Bibelen os faktisk meget få detaljer om emnet. Faktisk nævner Bibelen slet ikke helvede direkte.
Så hvor stammer ideen om helvede fra? Hvorfor ser vi det som en flammende afgrund, hvor syndere brænder for evigt? Og hvor ligger det egentlig? Klik videre i galleriet, og find svarene på disse mysterier.