Her er landene med de mest imponerende forældreorlovspolitikker
I det 1800-tallets Amerika opstod en besynderlig form for underholdning: Hvide skuespillere smurt ind i mørk makeup, der grinede og dansede i overdrevet og karikeret efterligning af sorte mennesker. Det, der startede som et bizart og grotesk show, bredte sig hurtigt til resten af verden, overlevede århundreder og satte sine spor i populærkulturen. Blackface blev født i skyggen af racisme og underholdning og udviklede sig fra bare en optræden til en forvrænget afspejling af samfundets dybeste fordomme.
Hvordan kunne noget så nedværdigende holde sig i live så længe? Og hvad fortæller det os om den underliggende racisme, der stadig findes i vores kultur? Klik dig gennem galleriet og få svaret.
Blackface opstod i USA i 1800-tallet, hvor hvide skuespillere optrådte med mørk sminke og overdrevne karikaturer af sorte mennesker. Disse forestillinger spredte nedværdigende stereotyper og latterliggjorde sort kultur.
Minstrel-shows med blackface kom til Storbritannien, hvor de blev en populær del af underholdningen. Denne praksis nedgjorde sorte mennesker og fandt vej til teater, musikhaller og britisk tv, selv langt ind i det 20. århundrede.
I det sydlige USA før borgerkrigen var der store skel mellem racer, klasser og køn. Økonomien hvilede på slavearbejde, og plantageejere blev rige, mens fattige hvide blev endnu fattigere.
Fattige hvide stod uden økonomiske muligheder og adgang til uddannelse. Mange sluttede sig til sydstatshæren under borgerkrigen, da deres fremtid blev sammenkædet med slaveriets fortsættelse.
I rekonstruktionsperioden opildnede sydstatske politikere til fjendskab mellem fattige hvide og sorte. Plantageøkonomiens kollaps skabte hård konkurrence, og mange hvide samfund tyede til vold for at opretholde hvidt overherredømme.
Blackface blev i sydstaterne en måde for fattige hvide at kanalisere deres frustrationer. Ved at nedgøre sorte kunne hvide performere markere deres egen racemæssige overlegenhed.
Stereotyper forenkler komplekse sammenhænge. Ved at fremstille sorte på en karikeret måde gennem blackface kunne hvide samfund reducere sorte til simple, nedladende billeder.
I 1830’erne blev blackface populært med Thomas Dartmouth Rice’s figur "Jim Crow", en komisk og overdreven karikatur af sorte, som gjorde blackface til mainstream underholdning.
Frederick Douglass, abolitionist og forfatter, kritiserede skarpt blackface. Han mente, at disse performere udnyttede sorte identiteter for at tilfredsstille hvide publikummers racisme og skabe en fornedrende kultur.
Blackface-minstrelshows havde så stor indflydelse i USA, at segregationslovene, der undertrykte sorte, blev kendt som Jim Crow-lovene, opkaldt efter Rices karakter.
Efter borgerkrigen, mens sorte kæmpede for rettigheder, hånede blackface-minstrelshows deres udseende og karakter. Denne latterliggørelse var med til at retfærdiggøre sorte menneskers marginalisering.
Allerede før de amerikanske minstrels blev populære, havde britiske skuespillere "malet sig sorte" i religiøse dramaer og Shakespeares stykker.
Amerikanske blackface-kunstnere som Thomas Dartmouth Rice tiltrak ivrige publikummer i det victorianske Storbritannien. Deres succes inspirerede lokale kopier, og blackface blev en del af britisk kultur.
Blackface blev en fast del af britisk tv med shows som "The Black and White Minstrel Show". Showet, der kørte fra 1958 til 1978, bragte racialt nedladende stereotyper ud til millioner af seere.
Hollywood tog tidligt blackface til sig i film som "The Birth of a Nation" (1915) og "The Jazz Singer" (1927), hvor sorte ofte blev portrætteret som mindre værdige eller kriminelle.
Al Jolson var en af de mest kendte blackface-performere i historien og blev betragtet som "blackfaces konge" i 1920’erne. Han optrådte blandt andet i "The Jazz Singer".
Overraskende nok var blackface en del af Hollywoods familieunderholdning. Ikoner som Shirley Temple og Judy Garland optrådte i blackface, hvilket normaliserede racisme for både voksne og børn.
Selvom blackface er stødende, fortsætter det med at dukke op i det 21. århundredes film som "O Brother, Where Art Thou?" (2000) og "Tropic Thunder" (2008), hvilket viderefører en problematisk tradition.
Selv i nyere britiske komedieserier som "Little Britain" (billedet) og "The League of Gentlemen" findes eksempler på karakterer, der optræder i blackface.
Det amerikanske sketchshow Saturday Night Live har brugt blackface i flere sketches, blandt andet med Billy Crystals parodi på Sammy Davis Jr. og Jimmy Fallons på Chris Rock.
Med øget opmærksomhed på blackfaces skadelige virkninger er streamingtjenester og medieplatforme begyndt at fjerne eller censurere problematiske sketches og shows.
Siden 1619 har sorte i USA kæmpet for at definere deres egen identitet. Racistiske skildringer i blackface underminerede disse bestræbelser ved at fremstille sort identitet som underdanig og mindre værd.
Spike Lees film "Bamboozled" (2000) handler om en sort tv-forfatter, hvis minstrel-show bliver en succes. Filmen satiriserer USAs vedholdende tolerance for blackface og samfundets accept af racistisk underholdning.
På trods af fordømmelse gennem årtier er blackface stadig ikke forsvundet fra moderne underholdning. Det ses stadig, selv i progressive sammenhænge, hvilket gør det svært at fjerne disse racistiske karikaturer.
Hvert år tager mange hollændere blackface på under Sinterklaas-festen. De optræder som Zwarte Piet, en kontroversiel figur i hollandsk folklore, der vækker debat.
I 2019 indrømmede Canadas premierminister Justin Trudeau, at han gentagne gange havde optrådt i blackface, en indrømmelse, der vakte stor opmærksomhed.
Ligeledes blev Virginias guvernør Ralph Northam indblandet i en skandale, da et årbogsbillede viste ham i blackface ved siden af en ven klædt som medlem af Ku Klux Klan.
Halloweenkostumer, hvor man klæder sig ud som sorte personer, har gennem årene skabt stor debat, da de ses som respektløse over for sort kultur.
Universiteter i USA har også været udfordret af blackface blandt både studerende og professorer, som hævder, at deres intention ikke har været ondskabsfuld eller racistisk.
At iføre sig blackface i dag handler ikke om intention, men om dybt rodfæstede fordomme, der stadig præger samfundet. Blackface udsprang af racemæssig uretfærdighed, og dets brug er fortsat en form for racistisk stereotypering.
Kilder: (TheCollector) (The New York Times) (Britannica) (National Museum of African American History and Culture)
Hvad er blackface egentlig? En kort oversigt
En uhyggelig afsløring af en berygtet form for racisme
livsstil Racisme
I det 1800-tallets Amerika opstod en besynderlig form for underholdning: Hvide skuespillere smurt ind i mørk makeup, der grinede og dansede i overdrevet og karikeret efterligning af sorte mennesker. Det, der startede som et bizart og grotesk show, bredte sig hurtigt til resten af verden, overlevede århundreder og satte sine spor i populærkulturen. Blackface blev født i skyggen af racisme og underholdning og udviklede sig fra bare en optræden til en forvrænget afspejling af samfundets dybeste fordomme.
Hvordan kunne noget så nedværdigende holde sig i live så længe? Og hvad fortæller det os om den underliggende racisme, der stadig findes i vores kultur? Klik dig gennem galleriet og få svaret.