© Getty Images

I løbet af ét år -

Jorden er 365 dage, 6 timer og 9 minutter om at bevæge sig rundt om Solen. I løbet af den tid skifter årstiderne, og planetens retning påvirker klimaet på overfladen.

© Shutterstock

Jordens hældning -

Jordens akse hælder konstant med en vinkel på 23,4 grader, og det er denne hældning, der bestemmer, hvordan årstiderne skifter. Sollyset rammer ikke jorden jævnt, og nogle områder får mere lys end andre på forskellige tidspunkter af året.

© Getty Images

Solhverv -

Jordens hældning skaber også solhvervene, hvor den ene halvkugle oplever sine korteste dage med mindst sollys, mens den anden har sine længste. Hvis man tegnede Solens bane i løbet af året baseret på dens position på himlen på samme tid hver dag, ville den ligne et aflangt ottetal. Høj- og lavpunkterne svarer til sommer- og vintersolhverv.

© Shutterstock

Jordens elliptiske bane -

Jordens bane rundt om Solen er ikke en perfekt cirkel; den er elliptisk. Det betyder, at planeten er tættest på Solen (perihelium) i en periode omåret og længst væk (aphelium) i en anden periode, hvilket påvirker de sæsonbestemte temperaturer.

© Shutterstock

Den korteste dag på den nordlige halvkugle -

Vintersolhverv på den nordlige halvkugle falder hvert år mellem den 21.-23. december. Selvom det markerer årets korteste dag, er det ikke ensbetydende med, at det er den koldeste periode, som normalt først kommer flere uger senere.

© Getty Images

Den sydlige halvkugle -

På den sydlige halvkugle falder vintersolhvervet omkring den 20.-22. juni, og her ser vi samme mønster. Selvom det er årets korteste dag, kommer de koldeste temperaturer senere. Men hvorfor?

© Getty Images

Sollysets rolle i sæsonernes temperaturer -

Jorden får sin varme fra solen, og den topper under solhvervene. Men temperaturerne reagerer ikke med det samme på disse ændringer i solenergi, og der er en forsinkelse mellem solhvervene og de egentlige sæsontemperaturer. Det betyder, at sommeren bliver varmest, og vinteren koldest efter solhvervet.

© Shutterstock

Sæsonbestemt forsinkelse -

Denne forsinkelse mellem solhverv og de ekstreme temperaturer, skyldes, at jordens overflader (jord, vand og atmosfære) er lidt tid om enten at køle ned eller varme op.

© Getty Images

Jordens langsomme afkøling -

Fysiske materialer som jord og sten holder på varmen fra tidligere måneder. Om vinteren betyder det, at jorden stadig holder på efterårets varme, hvilket forsinker, hvornår vinterens koldeste dage sætter ind.

© Shutterstock

Vandets store varmekapacitet -

Vand kræver meget mere energi for at ændre temperatur end landjord. Denne egenskab dæmper temperaturudsving, især i områder tæt på havet, og bidrager til, at sæsonens varmeste eller koldeste tidspunkter kommer med forsinkelse.

© Shutterstock

Den koldeste måned på den nordlige halvkugle -

På den nordlige halvkugle er de koldeste dage typisk i midten af januar, længe efter vintersolhvervet. På det tidspunkt er både jord og vand ofte frosne og holder op med at afgive varme til luften.

© Shutterstock

Sommersolhvervets varmeforsinkelse -

På samme måde falder årets længste dag, sommersolhverv, ikke sammen med de varmeste dage. Jorden opvarmes gradvist, og sommerens højeste temperaturer kommer først flere uger senere.

© Shutterstock

Globale eksempler -

Mojaveørkenen oplever fx sine højeste temperaturer sidst i juli, ikke ved solhvervet en måned tidligere. Tilsvarende har regioner som Floridas Golfkyst deres varmeste periode senere i august.

© Getty Images

Breddegrader og forsinkelse -

Områder tættere på polerne oplever mere forsinkelse på grund af deres længere nætter og langsommere varmetab. Omvendt er der mindre forsinkelse tæt ved ækvator, hvor sollyset er mere stabilt året rundt.

© Getty Images

Stillehavet -

Stillehavet er verdens største hav, og det spiller også en stor rolle i varmelagring. Kystområder langs havet oplever mildere vintre takket være havets modererende effekt, i modsætning til områder langt fra kysten.

© Getty Images

Havcirkulation -

Havstrømme transporterer også varme over store afstande og udjævner temperaturudsving. Selv under lange vinternætter kan varme strømme forhindre hurtig nedkøling og dermed forsinke vinterens koldeste dage i kystområder.

© Shutterstock

Jetstrømmen -

Selv Jordens jetstrøm spiller en rolle i temperaturforskelle som disse. Jetstrømmen, en højtliggende strøm af vind fra vest mod øst, deler den sydlige og nordlige luft. Efter vintersolhverv på den nordlige halvkugle skifter jetstrømmen længere sydpå og efterlader kold luft bag sig.

© Shutterstock

Albedo-effekten -

Polarområdernes is spiller især en stor rolle i forsinkelserne på begge halvkugler. Dette skyldes den såkaldte albedo-effekt, hvor forskellige dele af planeten reflekterer mere eller mindre af Solens energi.

© Shutterstock

Islandskaber -

Sne og is har en høj albedo-effekt og reflekterer derfor meget solstråling. Når vintersolhvervet indtræffer, er store dele af Nord- eller Sydpolen allerede frosne og absorberer ikke længere varme. Den resterende varme slipper ud i atmosfæren.

© Shutterstock

Bladene på træerne -

Om vinteren mister løvtræer og andre planter deres blade. Uden denne masse kan vegetationen ikke skabe eller holde på varme, hvilket bidrager til det pludselige fald i temperaturen efter vintersolhverv.

© Getty Images

Varmen i byerne -

Byer har beton- og asfaltflader, der absorberer og holder på varmen på en anden måde end naturlandskaber. Byområder kan derfor opleve større forsinkelser med langsommere afkøling om vinteren og længere varmeperioder om sommeren.

© Getty Images

Bjergområder -

Ligesom byerne er der også forskel i forsinkelserne i bjergområder på grund af deres højde. Højere områder køler hurtigere ned og varmer hurtigere op end lave landområder, hvilket reducerer forsinkelserne. Dalene holder derimod længere på varmen og forlænger sæsonens forsinkelse.

© Shutterstock

Atmosfærisk varme -

Jordens atmosfære fanger varme fra solstrålerne, hvilket giver endnu en forsinkelse i nedkøling eller opvarmning. Denne drivhuseffekt bidrager yderligere til forskellen mellem solhverv og de koldeste og varmeste dage.

© Shutterstock

Klimaændringer -

Den stigende mængde kuldioxid i atmosfæren forstærker drivhuseffekten. Forskning viser, at varmen i stigende grad bliver fanget på planeten, hvilket forværrer klimaets ekstremer og gør temperaturforskellene mere markante.

© Getty Images

Mindre is - Forskere advarer om, at global opvarmning vil få mere is og sne i polarområderne til at smelte. Det betyder, at mindre sollys vil blive reflekteret, temperaturen vil stige markant, og forsinkelserne vil blive mindre tydelige.

© Getty Images

Menneskenes tilpasning -

Ved at kende til disse forsinkelser kan samfund forberede sig bedre på ekstreme vejrforhold. Landmænd, byplanlæggere og energisektoren bruger denne viden til at planlægge aktiviteter og ressourcer til de koldeste eller varmeste perioder, hvilket øger både effektivitet og sikkerhed.

© Getty Images

Økologiske cyklusser -

Økosystemer verden over er tilpasset forsinkelserne. Dyr og planter justerer deres livscyklusser efter temperaturændringer i stedet for datoerne for solhverv. Denne synkronisering sikrer deres overlevelse i forskellige miljøer.

© Getty Images

Jordens varmebalance – et af naturens små mirakel -

Samspillet mellem sollys, varmelagring og forsinkelser i de varmeste og koldeste perioder er et bevis på Jordens fantastiske naturlige balance. Disse forsinkelser giver os indblik i, hvordan planeten håndterer ekstreme temperaturer, og hvordan de kan forudsiges i fremtiden.

Kilder: (Live Science) (Britannica) (National Post)

© Shutterstock