© Shutterstock

Enhjørningens mange liv -

Gennem historien har enhjørningen ændret skikkelse, fra at være et frygtindgydende vilddyr til at blive et farverigt og venligt ikon i moderne fantasi. Den har længe levet i vores forestillingsverden og dukker op igen og igen på tværs af kulturer.

© Getty Images

Den europæiske enhjørning -

I Europa blev enhjørninger beskrevet med mange forskellige træk: hvid pels, men nogle gange også rød eller brun, krop som en hest eller en ged, et snoet horn i varierende længde, skæg som en ged og en hale fra et andet dyr.

© Getty Images

Mysteriet om oprindelsen -

Den tidligste kendte reference til en enhjørning stammer måske fra Induskulturen omkring 3000–1300 f.v.t., hvor man på segl kan se et en-hornet dyr, der ligner en hest. Mange forskere mener dog, det i virkeligheden forestiller en uddød art kvæg.

© Getty Images

Grækerne tager over -

Enhjørninger dukkede op i de græske skrifter – ikke som mytologiske figurer, men som beskrivelser i naturhistoriske værker. De første omtaler handler om mærkelige hornede dyr, ikke fra Grækenland, men inspireret af rejsendes beretninger fra fjerne egne som Indien.

© Getty Images

Indiens vilde æsel -

Historikeren Ktesias skrev i 400-tallet f.v.t. om et enhjørningelignende dyr i sit værk Indica. Han kaldte det en slags vildt æsel, hurtigt og iøjnefaldende med hvide, røde og sorte farver, og med et horn på over 60 cm. En beskrivelse, der satte sig fast i folks fantasi.

© Public Domain

Forvirringen om oryxen -

Ktesias beskrev også oryxen, en antilope der i profil ligner et en-hornet dyr. Farveligheden og det geografiske overlap tyder på, at hans enhjørning nok i virkeligheden var en oryx. Sådanne forvekslinger var med til at forme myten.

© Shutterstock

Et fantasifuldt miks -

I det 1. århundrede e.v.t. beskrev Plinius den Ældre et vildt dyr, han kaldte monokeros – den en-hornede. Væsenet havde træk fra hjort, elefant, vildsvin og hest, og lignede mest af alt et opdigtet væsen skabt af overdrivelser og misforståelser.

© Getty Images

Et horn på to alen -

Plinius fortalte også, at dette sagnvæsen havde et sort horn på to alen (ca. 89 cm) og udstødte dybe, brummende lyde. Det kan virke komisk i dag, men hans fortælling gav nyt liv til troen på, at der fandtes kraftfulde enhjørninger i fjerne egne

© Getty Images

Mudder og skuffelse -

I 1200-tallet beskrev Marco Polo en enhjørning, der ikke ligefrem var majestætisk. Ifølge ham var det et dyr med bøffelpels, der elskede at rulle sig i mudder og mindede mere om et vildsvin end noget fra en regnbue. De fleste mener, han så et sumatrisk næsehorn.

© Getty Images

En myte fødes af fejl -

Tidlige beskrivelser – ofte forvekslinger med dyr som næsehornet – smeltede efterhånden sammen til idéen om enhjørningen. Gennem misforståelser, pyntede fortællinger og gentagelse fik forestillingen om det magiske en-hornede væsen fast greb om fantasien.

© Getty Images

En bibelsk slåfejl -

Enhjørningen sneg sig ind i Bibelen ved en oversættelsesfejl. Det hebraiske ord Re’em, der formentlig betød okse, blev oversat til græske monokeros – og pludselig var enhjørninger nævnt i de hellige skrifter.

© Getty Images

Fysiologus og dyrenes budskab -

Den kristne tekst Physiologus fra 200-tallet var med til at forme symbolikken omkring dyr – også enhjørningen. Bogen blev grundlag for middelalderens bestiarier og beskrev enhjørningen som et nobelt væsen med dybe åndelige egenskaber.

© Public Domain

Horn mod gift -

Ifølge Physiologus kunne enhjørningens horn rense forgiftet vand. Det gjorde den til et symbol på renhed og helbredelse. Idéen levede videre i middelalderen og renæssancen og styrkede dens ry som et næsten helligt væsen.

© Getty Images

Jomfruer og magisk ro -

Teksten introducerede også den kendte idé om, at enhjørninger kun kunne fanges af jomfruer. I deres nærvær blev dyret roligt og hengivent. Det var et billede på uskyld, overgivelse og guddommelig kærlighed, der passede godt ind i kristne dyder.

© Getty Images

Kristus som enhjørning -

Fordi enhjørningen var ren og lod sig tæmme af en jomfru, blev den i middelalderens kunst brugt som symbol på Kristus. Den fik en rolle i fortællinger om inkarnation, offer og kærlighed i religiøs billedkunst.

© Getty Images

Heraldisk storhed -

I 1400-tallet fik enhjørningen en ny rolle i våbenskjolde. Den blev ofte vist med gedebukke-hove, spiralsnoet horn, skæg og lænker, som den havde brudt fri af. Den var et symbol på styrke, stolthed og noget, der aldrig helt kunne tæmmes.

© Getty Images

Enhjørningen i naturhistorien -

Videnskab og myter flød ofte sammen i tidlig naturhistorie. I 1551 udgav den schweiziske naturforsker Conrad Gessner værket Historiae Animalium, hvor enhjørninger stod side om side med virkelige dyr. Hans beskrivelser byggede mest på rejsendes historier.

© Getty Images

Et helligt horn -

I 1590 gav munke fra Sankt Maria-klosteret i Guadalupe i Spanien et horn, de mente kom fra en enhjørning, til pave Gregor XIV, som lå for døden. Det var faktisk fra et hvidt næsehorn, og selvom hornet ikke reddede ham, troede man stadig på dets kraft.

© Getty Images

Havets enhjørninger -

Narhvalen, en arktisk hval fra bl.a. Grønland og det nordlige Canada, fik tilnavnet "havets enhjørning" på grund af den lange stødtand, der vokser ud af hannens overkæbe.

© Getty Images

Sanseorgan i havet -

Nogle forskere mener, at narhvalens stødtand er mere end bare pynt. Den kan muligvis opfange små ændringer i tryk og temperatur.

© Getty Images

En drikkekop til dronningen -

I middelalderen blev narhvalstænder lavet til kostbare drikkekar, som man mente kunne afgifte gift. Dronning Elizabeth I ejede angiveligt sådan en i 1500-tallet, og den blev vurderet til 10.000 pund, omtrent hvad et slot kostede dengang.

© Getty Images

Kongelige væsner -

Enhjørningen har længe været et symbol på magt og værdighed i Vesten. Den er endda med i kongevåbnet både i Skotland og i Storbritannien.

© Shutterstock

Østens visdom -

Den asiatiske enhjørning, som første gang blev nævnt omkring år 2700 f.v.t., bliver set som et fredeligt og klogt væsen. Den undgår vold og træder så varsomt, at den ikke skader græsset. Et syn af den varslede en retfærdig og oplyst leder.

© Getty Images

Smuk og svær at finde -

Ligesom sin vestlige fætter er den asiatiske enhjørning svær at finde og næsten umulig at fange. Den kan have ét til tre horn, krop som et rådyr, hale som en okse og en skællet, farverig pels i blå, rød, gul, hvid og sort.

© Getty Images

Det sidste glimt -

Ifølge legenden var det den kinesiske filosof Konfucius, der som den sidste så en asiatisk enhjørning. Oplevelsen har givet væsnet en særlig plads i østlig filosofi og gjort det til et symbol på visdom og åndelig indsigt.

© Getty Images

Skepsis vinder frem -

I 1700-tallet, med oplysningstiden og videnskabens fremskridt, begyndte enhjørningetroen at svinde. Manglen på beviser blev svær at ignorere, og forestillingen om enhjørningen gled fra mulig virkelighed over i ren myte.

© Getty Images

Kunsten bringer dem tilbage -

I den victorianske æra (1837–1901) blev interessen for middelalderens enhjørninger vakt til live igen, især med de berømte gobeliner Damen og Enhjørningen. De romantiske værker skabte fornyet fascination og mystik omkring det ædle væsen.

© Getty Images

Glamouriseret genfødsel -

Victorianernes version af enhjørningen var mild og smuk, langt fra det vilde dyr fra tidligere tider. Den blev genfødt som et drømmende, blidt væsen – en slags magisk eskapisme, som især er blevet koblet til det feminine i moderne kultur.

© Getty Images

Enhjørningen som brand -

I dag er enhjørninger overalt – på kaffekrus, rygsække, fødselsdage og emojis. De skræmmer ikke længere, men fejres. Kommercialiserede og pyntede er de nu farverige, sjove og helt igennem fantastiske.

© Shutterstock

Enhjørningens tiltrækningskraft -

Fra gamle sagn og religiøse symboler til medicin, heraldik og mode har enhjørningen været et stærkt symbol i mange kulturer. Uanset om den har eksisteret eller ej, lever dens skønhed og magi stadig i vores fantasi.

Kilder: (American Museum of Natural History) (Britannica) (St Neots Museum)

© Shutterstock