Hvor stor en del af BNP går egentlig til uddannelse?
Man forbinder ofte pavestolen med fredfyldt hellighed og moralsk autoritet. Men historien har vist, at den heller ikke har været beskyttet mod blodige opgør. Mange af dem, der endte på pavestolen, levede i en tid, hvor det at bære den hvide kappe ikke kun signalerede lederskab, men også gjorde én til mål for fjender.
Lige fra de første århundreders romerske forfølgelser til middelalderens mørke magtspil – der har været flere paver gennem historien, der ikke døde af naturlige årsager, men af forgiftning, sværd, fængsel, eksil og i nogle tilfælde stenkast. Nogle blev martyrer og hyldet for deres mod. Andre blev ofre for forræderi og politisk spil.
Nogle af paverne døde på så brutale måder, at det næsten virkede, som om vold, lidelse og døden var tættere forbundet med det at være pave end magt eller ære. Klik videre i galleriet og se, hvem disse uheldige paver var.
Sankt Peter var den første biskop i Rom, og han blev anset som den første pave. Han blev dømt til korsfæstelse af kejser Nero. I ydmyghed bad Peter om at blive korsfæstet med hovedet nedad, da han ikke mente, at han var værdig til at dø på samme måde som Jesus.
Clemens begyndte sit paveembede i år 92, men blev otte år senere arresteret under en romersk forfølgelse og forvist fra Rom. Som straf for at have omvendt hedninge til kristendommen fik han bundet et anker om halsen og blev derefter kastet i havet.
Pave Telesforus var pave under kejser Hadrian og betragtes traditionelt set som martyr, da han blev henrettet for sin tro i år 137. Hans død er med til at knytte paveembedet til de tidlige kristne ofre.
Man mener at Pius 1. blev martyr under én af de mange forfølgelser af kristne, enten under kejser Antoninus Pius eller Marcus Aurelius. Hans død omkring år 154 vidner om den sårbarhed, som kristne ledere stod over for dengang.
Under de sporadiske men hårde forfølgelser under kejser Marcus Aurelius blev pave Anicetus ifølge overleveringer martyr. Han døde i april 168 i en tid, hvor kristne ledere levede under konstante trusler.
Under kejser Maximinus Thrax blev pave Pontian forvist til de hårde arbejdslejre i Sardiniens miner. Den 28. september 235 trådte han tilbage for at undgå kaos i kirken. Han døde senere som følge af de brutale forhold og blev et tidligt eksempel på en pave, der døde pga. staten.
Pave Anterus nåede kun at sidde få uger på pavestolen, før han døde den 3. januar 236. Nogle kilder mener, at han blev martyr for at have beordret nøje nedskrivning af kristne martyrers historier, og det kan muligvis have ført til hans voldelige død.
Under kejser Decius’ forfølgelser blev pave Fabian arresteret og henrettet den 20. januar 250. Hans død gjorde ham til martyr, og han huskes for at stå fast i en tid, hvor Rom forsøgte at knuse den spirende kirke.
I år 253 blev pave Cornelius sendt i eksil og udsat for så hård en behandling, at det førte til hans død. Han blev angiveligt halshugget i juni, og hans martyrdød står som et symbol på kirkens modstandskraft.
Pave Sixtus 2. blev pågrebet af romerske soldater, mens han i hemmelighed holdt gudstjeneste i Roms katakomber. Uden rettergang blev han henrettet på stedet den 6. august 258 – noget, der desværre var almindeligt under kejser Valerians brutale styre.
Selvom der ikke findes så mange kilder, mener man, at pave Eutychian blev offer for antikristen vold under de sene romerske forfølgelser. Han døde den 7. december 283, og hans skæbne bærer præg af kirkens tidlige kampe for overlevelse.
Pave Caius blev angiveligt martyr den 22. april 296, efter at have gemt sig under kejser Diocletians forfølgelser. Han døde enten ved henrettelse eller som følge af de barske forhold, mens han skjulte sig i katakomberne.
Man mener, at pave Marcellinus blev martyr i år 304 som følge af Diocletians forfølgelser. Detaljerne er uklare, og hans martyrium blev senere omdiskuteret, hvilket viser, hvordan selv paver kunne ende med at lide i valget mellem overlevelse og troskab.
Pave Johannes 1. blev arresteret af den østgotiske konge Theodoric den Store og kastet i fængsel efter en mislykket politisk og religiøs mission. Han var svækket af mishandling og forsømmelse og døde en langsom død i fangenskab den 13. august 523.
Pave Silverius blev fjernet og forvist af byzantinske styrker, som stod bag kejserinde Theodora. På den øde ø Palmarola blev han udsat for sult, indtil han døde den 2. december 537 – et politisk drab forklædt som eksil.
Pave Martin 1. modsatte sig kejserens religiøse politik og blev derfor arresteret og sendt i eksil til Krim. Her blev han udsat for hård behandling og døde den 16. september 655. Han blev siden anerkendt som martyr for modigt at forsvare sin kristne tro.
Pave Johannes 8. var i politisk modvind og blev den 16. december 882 angiveligt forgiftet af sine egne. Da giften ikke virkede hurtigt nok, blev han brutalt slået ihjel med en hammer.
Efter at have stået bag det berygtede ligsyn (Cadaver Synod) af sin afdøde forgænger blev pave Stefan 6. voldsomt upopulær. Han blev sat i fængsel og senere kvalt af sine politiske fjender i august 897.
Pave Leo 5. blev fængslet af en modpave, og man mener, at han blev myrdet under sin tilfangetagelse i 903. Modpaven Kristoffer overtog embedet, men sad kun på pavestolen i kort tid.
Pave Johannes 10. blev afsat og fængslet af sine politiske rivaler, især adelskvinden Marozia. Isoleret og uden hjælp blev han kvalt til døde i fængslet den 28. maj 928 – et tragisk kapitel i pavemagtens mørke periode.
Pave Johannes 12. var kendt for sin løsslupne livsstil. Hans paveembede endte brat den 14. maj 964, da han ifølge beretninger blev slået ihjel under et utroskabsforhold – muligvis af en jaloux ægtemand.
Efter at være blevet afsat af kejserlige magter blev pave Benedikt 5. sendt i eksil i Tyskland. Han led pga. ydmygelsen og de barske forhold og døde den 4. juli 965 – et offer for magtspillet mellem kirke og stat.
Efter et oprør i Rom blev pave Benedikt 6. fængslet i Castel Sant’Angelo. En lejemorder blev sendt ind og kvalte ham i hans celle i juni 974 – endnu en voldelig afslutning på en paves liv.
Pave Johannes 14. blev kastet i fængsel i Castel Sant’Angelo af modpaven Bonifacius 7. Efter måneders mishandling døde han den 20. august 984. Det er uklart om han døde af sult, eller om han blev myrdet.
Kort efter at have kronet den tyske kejser Henrik 3. blev pave Clemens 2. pludseligt syg og døde den 9. oktober 1047. Mange historikere mener, at han blev forgiftet – muligvis på grund af sine politiske forbindelser.
Pave Damasus 2., som blev udpeget af kejser Henrik 3., nåede kun at sidde på pavestolen i 23 dage, før han døde under mystiske omstændigheder den 9. august 1048. Mange mener, at han blev forgiftet, og det beviser bare, at selv kejserlig opbakning ikke kunne beskytte mod voldelige intriger.
Pave Lucius 2. er en af de få paver, der døde af skader fra kamp. Under et væbnet forsøg på at genvinde magten i Rom blev han ramt i hovedet af sten under et oprør og døde kort efter den 15. februar 1145 – en usædvanlig militant død for en pave.
Efter at have abdiceret blev Celestin 5. fængslet af sin efterfølger Bonifacius 8. Selvom han officielt døde af naturlige årsager den 19. maj 1296, gik der rygter om, at han blev myrdet for at forhindre fremtidig rivalisering.
Efter at have udfordret Frankrigs konge Filip 4. blev pave Bonifacius 8. fanget, udsat for vold og ydmyget af kongens tropper. Selvom han blev løsladt, døde han kort tid efter – formentlig af traumer. Ironisk nok blev han retsforfulgt efter sin død, hvor han blev anklaget for kætteri og sodomi.
Kilder: (HubPages) (Listverse) (Britannica)
Paver, der led en voldelig død
Hellige mænd, hvis liv fik en uhellig ende
livsstil Historie
Man forbinder ofte pavestolen med fredfyldt hellighed og
moralsk autoritet. Men historien har vist, at den heller ikke har væretbeskyttet mod blodige opgør. Mange af dem, der endte på pavestolen, levede i entid, hvor det at bære den hvide kappe ikke kun signalerede lederskab, men ogsågjorde én til mål for fjender.
Lige fra de første århundreders romerske forfølgelser tilmiddelalderens mørke magtspil – der har været flere paver gennem historien, derikke døde af naturlige årsager, men af forgiftning, sværd, fængsel, eksil og inogle tilfælde stenkast. Nogle blev martyrer og hyldet for deres mod. Andreblev ofre for forræderi og politisk spil.
Nogle af paverne døde på så brutale måder, at det næstenvirkede, som om vold, lidelse og døden var tættere forbundet med det at værepave end magt eller ære. Klik videre i galleriet og se, hvem disse uheldigepaver var.