Disse nationer spillede en skjult, men afgørende rolle
Forestil dig, at du er ude at gå en tur, og pludselig ser du en person, der snubler på fortovet. Du stopper op, kigger rundt på de andre, og venter på, at nogen træder til og hjælper. Men ingen gør noget. Du tænker: "Hvis ingen andre reagerer, skal jeg så også bare lade være?" Det er tilskuereffekten i en nøddeskal. Jo flere mennesker der er til stede, desto mindre er sandsynligheden for, at nogen træder til og hjælper. Årsagerne kan være alt lige fra frygt for at blive dømt af andre og uklarhed om situationen til ren og skær ligegyldighed.
Vil du bryde mønsteret? Læs videre i galleriet og bliv klogere på, hvorfor det sker, og hvordan vi alle kan lære at tage handling.
Har du lagt mærke til, at en stor flok mennesker ofte betyder mindre hjælp? Det er essensen af tilskuereffekten, også kaldet tilskuerapati. Det er det mærkelige fænomen, hvor jo flere mennesker der er til stede under en nødsituation, jo mindre sandsynligt er det, at nogen griber ind.
Nu sidder du nok og tænker, at du selvfølgelig ville træde til og hjælpe, hvis du så nogen i nød, ikke? Det tror de fleste af os, men psykologien fortæller noget andet. Din beslutning om at hjælpe kan faktisk afhænge af, hvor mange andre der er til stede. Ironisk nok kan flere vidner betyde mindre handling.
Når alle andre bliver stående i en nødsituation, kan du selv tøve med at gribe ind. Det er en mærkelig, men helt almindelig social reaktion. Du har sikkert selv oplevet det – enten set det ske eller mærket det på egen krop.
Det virker logisk: Jo flere mennesker der er til stede, jo større chance er er for at få hjælp, ikke? Faktisk peger forskningen på det stik modsatte: Jo færre vidner, desto større er sandsynligheden for, at nogen handler.
Bibb Latané og John Darleys undersøgelser viste, at hvor hurtigt folk hjælper, afhænger af, om de er alene eller i gruppe. Når folk er alene, handler de som regel hurtigt, men i selskab med passive observatører tøver de – jo flere tilskuere, desto langsommere hjælp.
I et eksperiment, hvor man lod røg sive ind i et lokale, reagerede 75 % af de personer, der sad alene, ved at slå alarm. Når der var to andre til stede, var det kun 38 %. Var de omgivet af skuespillere, der lod til at være ligeglade, faldt tallet helt ned til 10 %. Gruppens adfærd havde stor betydning for, om nogen reagerede.
I slutningen af 1960’erne viste Latané og Rodins forsøg, at 70 % af dem, der var alene, hjalp en kvinde i nød. Når andre også var til stede, faldt tallet til kun 40 %. Gruppens dynamik havde altså en klar indvirkning.
Et ofte nævnt eksempel i psykologien er mordet på Catherine "Kitty" Genovese i 1964. På trods af hendes råb om hjælp greb naboerne angiveligt ikke ind. Sagen satte fokus på tilskuereffekten og førte til mange års forskning.
Den 13. marts 1964 blev 28-årige Kitty Genovese angrebet nær sin lejlighed, mens hun var på vej hjem fra arbejde. Gerningsmanden, Winston Moseley, blev senere identificeret. Hændelsen blev et vigtigt referencepunkt i forståelsen af tilskuereffekten.
Selvom Genovese råbte om hjælp under angrebet kl. 3:20 om natten, var der angiveligt ingen af de 12 naboer, der ringede til politiet med det samme. Det var først kl. 3:50 (altså en halv time senere), at det første alarmopkald blev foretaget.
New York Times’ første artikel om mordet på Kitty Genovese overdrev og fejlfortolkede visse detaljer. Selvom rapporteringen ikke var helt præcis, fangede historien offentlighedens og psykologernes opmærksomhed, og det førte til dybere spørgsmål om menneskelig adfærd.
Senere undersøgelser viste, at mange af de såkaldte vidner hverken kunne se gaden ordentligt eller helt forstod, hvad der foregik. Misforståelser og manglende information spillede en større rolle end først antaget.
Selvom Kitty Genovese-sagen har mødt en del kritik, er tilskuereffekten stadig et ægte og fascinerende fænomen. Men hvorfor fryser vi fast, når andre er til stede? Sociale mekanismer som delt ansvar, frygt for at blive dømt af andre og usikkerhed spiller ind.
Når andre er til stede, føler vi os mindre personligt ansvarlige – en effekt kaldet ansvarsspredning. I stedet for at træde til tænker vi: "Hvorfor mig? Der er sikkert andre, der hjælper." Desværre betyder det ofte, at ingen gør noget.
Kort fortalt: Når vi er sammen med andre, føler vi mindre pres for at handle, fordi vi regner med, at ansvaret er delt ud på flere. Det skaber tøven, da alle tænker, at andre nok træder til.
Vi holder ofte igen, fordi vi er bange for at gøre noget forkert – et fænomen kaldet evalueringsangst. Frygten for at blive vurderet negativt får os til at overveje konsekvenserne nøje, i stedet for straks at hjælpe.
Et andet fænomen bag tilskuereffekten er pluralistisk uvidenhed – idéen om, at hvis ingen andre reagerer, er der nok ikke grund til bekymring. Alle afventer hinanden, og derfor griber ingen ind.
Undersøgelser viser, at jo mere forvirrende en situation er, desto mindre sandsynligt er det, at folk hjælper. I Kitty Genovese-sagen troede mange af vidnerne, at de overhørte et skænderi mellem et kærestepar, og derfor reagerede de ikke.
I situationer med usikkerhed kigger vi ofte på andre for at vurdere, hvordan vi selv skal handle. Hvis ingen reagerer, tolkes det som et tegn på, at der ikke er grund til bekymring – selv i situationer, hvor vi burde gøre noget.
Selvom det er moralsk forkert ikke at hjælpe, kræver loven sjældent, at vidner griber ind. Dog findes der steder, hvor man har pligt til at hjælpe nogen i nød, og her kan man blive straffet for ikke at gøre noget. Vi har bl.a. hjælpepligt i Danmark.
Psykologer peger på, at bevidsthed om tilskuereffekten kan gøre en stor forskel. Når du kender tendensen til passivitet, kan du aktivt vælge at handle i stedet for at tøve.
Når du oplever mobning, chikane eller diskrimination, er det vigtigt at vi ikke bare kigger på, men at vi griber ind! Ved at gøre det kan du være med til at støtte ofrene og sætte en stopper for uretfærdigheden.
Den Amerikanske Psykologforening anbefaler tre enkle trin: Vær opmærksom på situationen, vurder alvoren, og tag ansvar for at handle. Det kræver ikke meget at gøre en stor forskel.
Efter du har vurderet situationen, handler næste skridt om at afgøre, om du har mulighed for at gribe effektivt ind. Hvis du føler dig i stand til det, så gør noget – enten ved at hjælpe direkte eller ved at hente hjælp. Det at være forberedt gør en kæmpe forskel!
Selvom det er vigtigt at hjælpe, må du aldrig sætte din egen sikkerhed over styr. Tænk dig om, vurder risikoen, og vælg en sikker måde at hjælpe på – fx ved at kontakte myndighederne eller ved at yde støtte på afstand.
Hvis du selv har brug for hjælp i en mængde, så peg én bestemt person ud, få øjenkontakt, og fortæl præcist, hvad du har brug for. Ved at rette henvendelsen direkte til én person, undgår du, at ansvaret forsvinder i mængden.
Vi mennesker er født med evnen til at føle empati. Når vi tør vise vores medfølelse, kan vi bryde tilskuereffekten. Selv en lille handling kan inspirere andre og sætte gang i en kædereaktion af gode gerninger.
Det smitter: Gode handlinger fører flere gode handlinger med sig. Selvom krisesituationer er svære, er det ofte minderne om mod og næstekærlighed, vi husker bedst i vores hjerter og tanker.
Kilder: (Psychology Today) (Verywell Mind) (Simply Psychology)
Tilskuereffekten: psykologien bag et socialt fænomen
Hvad er det, der gør, at vi ikke træder til?
livsstil Psykologi
Forestil dig, at du er ude at gå en
tur, og pludselig ser du en person, der snubler på fortovet. Du stopper op,kigger rundt på de andre, og venter på, at nogen træder til og hjælper. Meningen gør noget. Du tænker: "Hvis ingen andre reagerer, skal jeg så ogsåbare lade være?" Det er tilskuereffekten i en nøddeskal. Jo fleremennesker der er til stede, desto mindre er sandsynligheden for, at nogen trædertil og hjælper. Årsagerne kan være alt lige fra frygt for at blive dømt afandre og uklarhed om situationen til ren og skær ligegyldighed.
Vil du bryde mønsteret? Læs viderei galleriet og bliv klogere på, hvorfor det sker, og hvordan vi alle kan læreat tage handling.