Top 20 globale hotspots hvor din forretning kan blomstre
Langt ude i Stillehavet ligger en selvstyrende øgruppe ved navn Bougainville. Området er næsten lige så stort som Hawaiis hovedø og dækket af frodige, bjergrige landskaber. Men Bougainville er mere end bare en naturskøn perle. Området er rigt på mineraler, og befolkningen har en sejlivet vilje til frihed.
I flere årtier blev Bougainville (som stadig officielt er en del af Papua Ny Guinea) udnyttet af udenlandske selskaber. Naturen blev ødelagt, floderne forurenet, og lokalbefolkningen skubbet til siden. Men nu kræver næsten 98 % af øgruppens 300.000 indbyggere selvstændighed. Alt tyder på, at drømmen snart bliver til virkelighed.
Bougainvilles historie er bemærkelsesværdig og byder på alt lige fra kolonisering og miljøkatastrofer til kulturel genopblomstring, væbnet modstand og en dristig vision om frihed. Klik videre i galleriet og lær mere om øgruppen der er på vej til at blive verdens nyeste land.
Bougainville består af flere øer og atoller, der tilsammen dækker et område på 9.384 kvadratkilometer. Selvom området stadig er en del af Papua Ny Guinea, er planen, at Bougainville bliver et selvstændigt land i 2027.
Bougainvilles nyere historie er en rejse gennem forskellige kolonimagter. Først var området en del af det Tyske Kejserrige, men efter 1. Verdenskrig overtog briterne. Under 2. Verdenskrig tog Japan kontrollen, men mistede den senere igen til briterne. Herefter blev Bougainville kortvarigt administreret af Australien, indtil Papua Ny Guinea blev selvstændigt i 1975.
Bougainville gemmer på enorme skatte under jorden – det gælder især kobber og guld. Disse ressourcer kan blive helt afgørende for en fremtidig selvstændighed. Kobber spiller i dag en vigtig rolle i grøn teknologi – bl.a. i elbiler, solceller og AI-infrastruktur. Bougainvilles kobberreserver vurderes til at være på over fem millioner ton.
Store internationale virksomheder – især den australsk-britiske minegigant Rio Tinto – har tidligere tjent styrtende mange penge på Bougainvilles kobber, mens de lokale fik meget lidt ud af det. Denne uretfærdighed førte i 1990’erne til et voldsomt oprør, der endte med, at mineselskabet blev jaget ud.
I dag ledes Bougainville af Ishmael Toroama, der tidligere var guerillaleder under oprøret. Kampen for fuld selvstændighed er dog stadig i gang.
Bougainvilles økonomi i dag bygger mest på kakao og kokosnødder, men det er langt fra nok til at bære en selvstændig nation. Området omsætter for ca. 500 millioner dollars om året. Planen er at genåbne minerne og bruge kobberindtægterne til at skabe en bæredygtig økonomi.
Der har boet mennesker på Bougainville i mindst 30.000 år. Den europæiske indflydelse begyndte i midten af 1700-tallet, da franske skibe kom forbi og opkaldte øen efter adelsmanden Louis Antoine de Bougainville. Under afkoloniseringen i 1975 blev øen føjet til Papua Ny Guinea, på trods af dens unikke kultur og geografi.
I starten af 1970’erne byggede Rio Tinto en af verdens største åbne kobberminer, Panguna-minen, på Bougainvilles hovedø. I løbet af få år var et kobberrigt bjerg omdannet til et enormt krater på over 1,6 kilometer i diameter.
Ud over krateret efterlod mineselskabet også giftige forureninger, da minen lukkede i 1989. En nærliggende flod blev så forurenet af kobberslam, at vandet blev unaturligt blåt. De lokale blev aldrig spurgt, før deres miljø blev ødelagt for altid.
Bougainvilleanere er organiseret i klaner med matrilineære traditioner, og de betragter deres jord som hellig. At beskytte landet mod ødelæggelse er en spirituel forpligtelse, der er gået i arv fra generation til generation.
Da kravet om kompensation blev afvist i 1988, begyndte de lokale at sabotere minens anlæg med sprængstoffer. Det blev startskuddet til en konflikt. En minearbejder ved navn Francis Ona erklærede krig mod den udenlandske udnyttelse, og oprøret tog fart.
Papua Ny Guinea reagerede hurtigt og sendte soldater til området for at stoppe oprøret. Men de lokale kæmpede tappert og dannede Bougainville Revolutionary Army. Trods dårligere våben og færre ressourcer lykkedes det oprørerne at bekæmpe militæret.
Kristendommen, især den katolske dyrkelse af Jomfru Maria, blev en stor inspirationskilde under krigen. Da øens klaner i forvejen havde stor respekt for kvinder, blev Maria en naturlig moderfigur, som mange søgte trøst hos i de mørke tider – en tradition, der stadig lever i dag.
Oprøret tog fart i 1988, og Papua Ny Guineas premierminister sendte tropper fra landets forsvarsstyrker. Oprøret udviklede sig hurtigt til en brutal borgerkrig.
Knap 20.000 mennesker mistede livet under konflikten, hvilket dengang svarede til ca. 10 % af befolkningen. Mange døde også, fordi de civile blev nægtet adgang til medicin på grund af blokader.
I 1996 tog premierministeren det kontroversielle skridt at hyre Sandline International, et privat militærfirma, for at standse oprøret. Det gik dog helt galt, skabte international skandale og afslørede desperationen i Papua Ny Guineas regering.
I 1997 lykkedes det New Zealand at få parterne til forhandlingsbordet, og i 2000 blev en fredsaftale underskrevet. Aftalen gav Bougainville ret til en fremtidig folkeafstemning om selvstændighed, så øens befolkning kunne vælge deres egen vej uden våben.
Den ledende oprørsleder Francis Ona nægtede at deltage i fredsprocessen indtil han døde i 2005. Australien meldte senere ud, at de ville åbne en diplomatisk post i Bougainville, men de trak planerne tilbage i 2016, da Papua Ny Guinea nægtede at give formel godkendelse.
For få år siden viste en FN-støttet folkeafstemning, som også blev finansieret af vestlige lande som bl.a. USA, at der var massiv opbakning til uafhængighed. Resultatet gav Bougainvilles selvstændighedsbevægelse endnu mere legitimitet og styrkede oprørernes mandat til at kæmpe for fuld suverænitet.
Trods folkeafstemningens resultat tøver Papua Ny Guineas parlament med at give slip på Bougainville. Frygten for, at andre provinser vil følge efter, risikerer at bremse processen. Bougainvilles ledere appellerer nu til det internationale samfund – især USA og Australien – om at lægge pres på Papua Ny Guinea og bakke op om deres ønske om uafhængighed.
Bougainvilles præsident understregede, at der ikke er nogen vej tilbage for øgruppen. De vil ikke opgive drømmen om selvstændighed, og det internationale samfund må nu vælge, om de vil støtte eller ignorere verdens næste nation. Men hvad er det egentlig, der gør Bougainville så speciel?
Bougainville er skabt af vulkansk aktivitet, og landskabet er præget af dramatiske bjerge, frugtbar jord og vilde kyster. Den næringsrige vulkanske jord har gjort området til et naturligt landbrugscentrum.
Takket være den vulkanske jord er Bougainville ekstremt frugtbart. Ud over kakao og kokosnødder dyrker de lokale bl.a. taro, søde kartofler og bananer. Landbrug er fortsat en vigtig del af økonomien og hverdagen og har holdt folk i live selv under krige og blokader.
Selvom både engelsk og tok pisin er udbredt på øgruppen, tales der tæt på 20 forskellige sprog på Bougainville. Øgruppen rummer en enorm kulturel mangfoldighed, hvor sprog og tilhørsforhold er tæt knyttet til lokale klaner og områder.
Traditionel musik, der ofte fremføres med bambusinstrumenter og sang, spiller en vigtig rolle for befolkningen. Under krisen brugte man sangene til at mindes de døde, holde håbet i live og videregive historier fra generation til generation.
Bougainvilles flag viser en rød og hvid hovedbeklædning (kaldet en upe) oven på en grøn og hvid brystplade (en kapkap) på en mørkeblå baggrund, der symboliserer havet. Den sorte cirkel i midten repræsenterer bougainvillernes mørke hud – de er et af de mørkeste folk i hele Asien, og det er de meget stolte af.
Længe før oprørerne kæmpede for selvstændighed, var Bougainville vidne til store slag mellem de allierede (primært USA) og det kejserlige Japan under 2. Verdenskrig. I dag kan man stadig finde mange krigsrelikvier rundt omkring på hovedøen.
Bougainville har sin helt egen tidszone: Bougainville Standard Time (BST). De er en time foran fastlandet i Papua Ny Guinea. Tidszonen svarer til UTC+11:00, altså 11 timers forskel fra koordineret universaltid (UTC), og dvs. at de er 9 timer foran Danmark.
Folkene i Bougainville er meget venlige overfor turister. Øgruppen har dog ikke de store faciliteter at byde på endnu. Man kan komme dertil med indenrigsfly fra hovedstaden Port Moresby, og de fleste vestlige pas får visum ved ankomst.
Trods den dramatiske historie er Bougainville stadig utroligt smuk, med vulkanbjerge dækket af regnskov, floder der snor sig gennem frodige dale, og kyster med safirblåt hav. Øgruppens rå skønhed afspejler befolkningen: stærke, livskraftige og dybt forbundne med deres land.
Kilder: (The World from PRX) (BBC) (TheTravel) (Britannica)
Vi besøger Bougainville: verdens nyeste land
Historien bag en øgruppes kamp for uafhængighed
livsstil Bougainville
Langt ude i Stillehavet ligger en selvstyrende øgruppe ved
navn Bougainville. Området er næsten lige så stort som Hawaiis hovedø og dækketaf frodige, bjergrige landskaber. Men Bougainville er mere end bare ennaturskøn perle. Området er rigt på mineraler, og befolkningen har en sejlivetvilje til frihed.
I flere årtier blev Bougainville (som stadig officielt er endel af Papua Ny Guinea) udnyttet af udenlandske selskaber. Naturen blevødelagt, floderne forurenet, og lokalbefolkningen skubbet til siden. Men nukræver næsten 98 % af øgruppens 300.000 indbyggere selvstændighed. Alt tyderpå, at drømmen snart bliver til virkelighed.
Bougainvilles historie er bemærkelsesværdig og byder på altlige fra kolonisering og miljøkatastrofer til kulturel genopblomstring, væbnetmodstand og en dristig vision om frihed. Klik videre i galleriet og lær mere omøgruppen der er på vej til at blive verdens nyeste land.