Kan du gætte landene på listen?
Gennem flere hundrede år har gravrøverier formet historien om oldtidens Egypten meget mere, end mange tror. Det var ikke bare simple tyverier – disse kup var også med til at ændre, hvordan egypterne byggede deres grave, hvordan arkæologer i dag graver fortiden frem, og hvordan museer viser oldtidsfund.
Egypterne troede på, at efterlivet var en fortsættelse af livet på jorden, så gravene blev fyldt med alt det, man kunne få brug for i efterlivet. Men guld og uvurderlige skatte fristede røvere til at bryde de hellige regler og risikere strenge straffe. Det var ingen grav, der var helt sikker.
Sporene efter gravrøverier kan stadig ses i dag, og de mange plyndringer har efterladt store huller i vores viden om Egyptens fortid. Er du nysgerrig efter at vide mere? Klik videre i galleriet for at se, hvordan gravrøverier satte deres præg på Egyptens historie.
Gravrøveri var ikke bare tyveri – det ændrede selve sporene fra oldtidens Egypten. Uden plyndringerne ville vores billede af Egyptens fortid se helt anderledes ud. De mange genstande, som er gået tabt, har haft enorm betydning for både historiske optegnelser, tro og bevarelsen af kulturen.
Oldtidens egyptere troede på, at livet fortsatte efter døden, og derfor blev gravene fyldt med nødvendige og ofte kostbare ting. Men gravrøverne forstyrrede dette trossystem ved at stjæle de ting, der var tiltænkt den afdøde, og gjorde de hellige gravsteder til en stor skattejagt.
Der var ingen grav, som blev sparet, eller som fik lov at hvile i fred i særlig lang tid – selv Tutankhamons berømte grav var blevet plyndret, inden den officielt blev opdaget. Gravrøverier var så udbredte, at det nærmest blev en naturlig del af Egyptens historie, side om side med gravbyggeri og arkæologi.
Gravrøvere var ikke bare simple tyve – de havde brug for viden, specialværktøj og samarbejde. Det krævede både tid, kræfter og nogle gange støtte fra magtfulde personer at bryde ind i de forseglede stengravene.
Mange gravrøvere arbejdede i grupper og fjernede skatte lidt ad gangen over flere år. Det gjorde de for at undgå, at gravens vogtere opdagede, at noget forsvandt.
For at skjule, hvor guldet kom fra, smeltede røverne ofte genstandene, før de solgte dem videre. Da arkæologer i 1800- og 1900-tallet nåede frem, var mange grave allerede blevet plyndret adskillige gange, og det eneste, der var tilbage, var kun brudstykker af de oprindelige skatte.
Egypterne kæmpede med gravrøverier allerede i de tidligste perioder. Gravene fra før dynastiernes tid (før 3100 f.Kr.) blev plyndret kort efter, de blev bygget. Det førte til, at man ændrede byggestilen for at gøre gravene sværere at røve.
For at forvirre røvere byggede de egyptiske arkitekter falske døre, hemmelige rum og skjulte gange i pyramiderne. Selvom det var snedigt tænkt, lykkedes det dem ikke at stoppe de mest beslutsomme gravrøvere på længere sigt.
Den store pyramide i Giza, som blev bygget for farao Khufu omkring 2600 f.Kr., blev udstyret med granitblokke ved indgangen for at holde tyvene ude. Teoretisk set burde det være næsten umuligt at bryde igennem.
På trods af granitblokaderne lykkedes det alligevel røvere at få adgang og stjæle skattene. De udnyttede blandt andet de smalle skakter, som arbejderne havde brugt under opførelsen, til at komme ind og tage små værdigenstande.
Til sidst lavede røverne deres egen indgang og fjernede større og mere værdifulde skatte. Den indgang bruges faktisk stadig i dag af både besøgende og arkæologer.
Dem, der skulle beskytte gravene, blev ofte selv gravrøvere. Præster, der kendte gravritualerne og konstruktionen, stjal skatte kort efter, at de døde var blevet begravet. Vagterne kunne også bestikkes eller få ordre fra magtfulde folk om at lukke øjnene.
Nogle faraoer støttede ligefrem gravrøveri og brugte det som belønning til deres soldater. Menkaure, der regerede omkring 2500 f.Kr., gav efter sigende sine tropper lov til at plyndre grave. Gravrøveri var altså en ret almindelig del af samfundet.
Når der var politisk uro i Egypten, blev gravene ofte overladt til sig selv – et oplagt mål for tyve. Mange værdifulde genstande blev stjålet trods risikoen for hårde straffe.
Gravrøveri krævede mere end bare tyve. Korrupte embedsmænd, smuglere og sortebørshandlere spillede en vigtig rolle i at transportere og sælge de stjålne genstande. Artefakterne skiftede ofte hænder mange gange, før de nåede rige samlere.
Da Howard Carter fandt Tutankhamons grav i 1922, var den næsten intakt – men spor viste, at der allerede havde været ubudne gæster. Kisterne var åbne, og der var rodet rundt i genstandene, hvilket indikerede, at værdifulde skatte var blevet fjernet længe før opdagelsen.
Når skatte blev stjålet, gik vigtig historisk viden tabt. Havde Tutankhamons grav været helt uberørt, kunne vi måske have fået endnu større indsigt i hans liv og regeringstid.
Selv gravene, der klarede sig igennem oldtiden, gik ikke fri. Nekropolen i Tanis, som blev fundet i 1939, blev senere plyndret under 2. Verdenskrig. Krig og svækket sikkerhed gav nye muligheder for gravrøvere.
I 1800- og begyndelsen af 1900-tallet blev vesten mere og mere fascineret af Egypten. Turister og samlere søgte souvenirs, og det førte til flere plyndringer og ulovlig handel med egyptiske skatte.
Ved århundredskiftet dokumenterede mange opdagelsesrejsende deres ture til Egypten. Rejser til pyramider og ruiner blev populære, og for mange victorianske turister var det en oplagt mulighed for at få værdigenstande med hjem.
Det blev endda moderne blandt velhavende rejsende at tage stumper af mumier som makabre souvenirs. Selvom det var ulovligt, var det så almindeligt, at det ødelagde og skændede mange gravpladser.
Vestlige turister i Egypten var ivrige efter at finde amuletter, skarabæer og smykker, og de viste ofte ingen hensyn til, hvad genstandene betød. Den skødesløse jagt gjorde senere udgravningsarbejde meget sværere.
Mange af de egyptiske skatte, der er udstillet på udenlandske museer, blev anskaffet gennem tyveri eller tvivlsomme metoder. Det har skabt stor debat om, hvorvidt genstandene bør leveres tilbage til Egypten.
Egypten har gang på gang krævet at få sine kulturskatte tilbage. Det gælder fx busten af Nefertiti, der stadig står i Neues Museum i Tyskland. Landet mener, at disse skatte hører hjemme i det land, hvor de oprindeligt kom fra, fordi de har stor betydning for egypterne selv.
Mange af Egyptens skatte endte på udenlandske museer på grund af koloniale ekspeditioner. Dengang blev det kaldt ”opdagelser” – i dag bliver det i højere grad set som kulturtyveri, og det har sat gang i nye diskussioner om tilbagelevering.
En af Egyptens mest berømte skatte er Rosettestenen, som stadig findes på British Museum på trods af krav om hjemsendelse. Stenen var nøglen til at tyde hieroglyffer, og den er derfor en meget eftertragtet genstand. Museet nægter dog at aflevere den, da den tiltrækker mange besøgende.
Mange stjålne egyptiske genstande blev smuglet ud af landet gennem ulovlige netværk. Med tiden havnede de både i private samlinger og på kendte museer, og deres oprindelse er derfor svær at spore. Egypten er nødt til at gøre en stor indsats for at få dem tilbage.
Film som 'Indiana Jones' og 'The Mummy' har gjort gravrøveri til noget spændende og eventyrligt, selvom virkelighedens gravrøverier var ødelæggende og alvorlige forbrydelser. Filmene har romantiseret en mørk del af historien.
Gravrøveri har haft kæmpe betydning for, hvordan vi ser på Egyptens fortid. Mange uvurderlige spor er gået tabt for altid, men samtidig har gravrøveri også været med til at gøre egyptologi til en verden fuld af spænding, opdagelser og evige mysterier.
Kilder: (TheCollector) (Smithsonian Magazine) (World History Encyclopedia)
Sådan ændrede gravrøveri Egyptens historie
Ødelæggende handlinger, der forandrede en hel civilisation
livsstil Historie
Gennem flere hundrede år har gravrøverier formet historien
om oldtidens Egypten meget mere, end mange tror. Det var ikke bare simpletyverier – disse kup var også med til at ændre, hvordan egypterne byggede deresgrave, hvordan arkæologer i dag graver fortiden frem, og hvordan museer viseroldtidsfund.
Egypterne troede på, at efterlivet var en fortsættelse aflivet på jorden, så gravene blev fyldt med alt det, man kunne få brug for iefterlivet. Men guld og uvurderlige skatte fristede røvere til at bryde dehellige regler og risikere strenge straffe. Det var ingen grav, der var heltsikker.
Sporene efter gravrøverier kan stadig ses i dag, og de mangeplyndringer har efterladt store huller i vores viden om Egyptens fortid. Er dunysgerrig efter at vide mere? Klik videre i galleriet for at se, hvordangravrøverier satte deres præg på Egyptens historie.