Teorier om, hvordan Homo sapiens spredte sig iverden, har udviklet sig gennem årene
Psykedeliske stoffer er kendte for at kunne fremkalde hallucinationer. Forskere har i mere end 100 år undersøgt, hvordan disse stoffer påvirker hjernen, og hvad det kan afsløre om dens indre netværk.
Nu er der dog en mulig forklaring på banen, som tager udgangspunkt i evolutionen. Stoffer som LSD ser ud til at forstyrre hjernens filtre, hvilket gør, at tilfældige signaler kan blive forstærket. Det er spændende videnskab, der fortæller os meget om, hvordan hjernen fungerer.
Er du nysgerrig efter at vide mere? Klik videre i galleriet og lær om en matematiske teori bag hallucinationer.
Heinrich Klüver var en ung psykolog fra Harvard, og han testede psykedeliske stoffer på sig selv for at undersøge visuelle hallucinationer.
Klüver tog en tørret peyote, også kaldet en elefantfodkaktus, og begyndte at notere de ændringer, han oplevede i sit synsfelt.
Han så mønstre, der mindede ham om Joan Mirós malerier og endda om hulemalerier. Han delte dem op i fire typer: tunneller, spiraler, gittermønstre og spindelvæv.
Ca. 50 år senere forsøgte Jack Cowan fra University of Chicago at genskabe mønstrene matematisk, da han mente, det kunne give indblik i hjernens funktion.
I 1979 konkluderede Cowan, at “den elektriske aktivitet i synsbarkens første lag direkte kan oversættes til de geometriske former, som folk ser under påvirkning af psykedeliske stoffer”.
Men hvad betyder det så? Ifølge Cowan ser vi faktisk et billede af hjernens neurale netværk, når vi hallucinerer.
Cowan bygger videre på det, man kalder “Turing-mønstre”. I 1950’erne foreslog matematikeren Alan Turing (som ses her på billedet), at gentagne mønstre i naturen hænger sammen med matematiske processer.
Fysikeren Nigel Goldenfeld har for nylig videreudviklet Turing-teorien og argumenterer for, at det netop er den mekanisme, der ligger bag de geometriske former, vi ser under hallucinationer.
De mønstre, vi ser, stammer fra neuroner i synsbarken, der er særligt aktive. Når lys rammer et objekt, opfanger øjet det og sender signalet videre.
Nethinden (som her er vist på billedet) er dækket af fotoreceptorceller, der omdanner det lys, de opfanger, til elektriske signaler, som hjernen kan bearbejde.
Disse signaler bevæger sig videre til hjernen og aktiverer neuroner i synsbarken. Det betyder, at når vi hallucinerer, ser vi mønstre af lys, som bliver blandet med tilfældige signaler fra hjernen.
Det varierer, hvor mange neuroner der aktiveres tilfældigt i hjernen. Når en hæmmende neuron aktiveres, får den neuroner i nærheden til at slukke.
Undersøgelser viser, at selv sparsomme hæmmende neuroner er forbundet over lange afstande. Hvis de aktiveres hurtigere end tilfældige signaler, opstår de mønstre, som Turing beskrev.
Stoffer som LSD og psykedeliske svampe ser ud til at forstyrre hjernens normale filtrering, hvilket gør, at forbindelser, der ligger langt fra hinanden, bliver forstærket – og dermed også de tilfældige signaler.
Evolutionen har formet et netværk i hjernen, der normalt forhindrer, at hallucinationer tilfældigt opstår hele tiden.
Det er vigtigt for mennesker at kunne kende forskel på f.eks. en spiral og en slange, hvilket er noget der kan være potentielt farligt, og den evne skyldes denne udvikling.
Hvis hjernen havde udviklet sig med flere langtrækkende forbindelser, ville det være langt sværere for os at skelne mellem former og genstande i virkeligheden.
I så fald ville hjernen være mere tilbøjelig til at danne mønstre, frem for at bearbejde alt det visuelle input, vi modtager.
Et eksperiment med modeller viser, at spontane mønstre ikke opstår af sig selv – de skal fremtvinges. Og det er netop, hvad psykedeliske stoffer gør.
Filosoffen Jean-Paul Sartre eksperimenterede selv med hallucinogener og oplevede, at hans synsopfattelse kunne være forvrænget i flere uger.
Sartre fortalte, at han så forvrængede ure, der lignede ugler, og at han tilsyneladende så krabber, som fulgte efter ham under hallucinationerne.
Disse syn var mere komplekse end Klüvers mønstre, muligvis fordi der var mere avancerede hjernefunktioner som fx hukommelse, der blev aktiveret.
Når hallucinationerne bliver mere komplekse, forsøger hjernen ihærdigt at forstå og finde mening i det, som den ser.
Forskere mener, at det er spontane minder, der dukker op, når de højere hjernefunktioner aktiveres.
Klüver fortalte også, at nogle forsøgspersoner oplevede det, man kalder taktile hallucinationer.
Taktile hallucinationer kan fx føles som om spindelvæv trækkes hen over huden – selvom det ikke sker i virkeligheden.
Andre forskere mener, at det visuelle mønster af spindelvæv også aktiverer det område i hjernen, der står for kropsfornemmelser – den somatosensoriske cortex (markeret med lilla).
Denne type hallucinationer kan også udvikle sig til auditive oplevelser, og det kan muligvis forklare ting som fx tinnitus.
Hvorfor er det vigtigt i forskningssammenhæng? Det er det, fordi teorien om hallucinationer i det visuelle system faktisk også kan overføres til vores andre sanser.
Kilder: (Quanta Magazine)
Den matematiske teori bag hallucinationer
Når hjernens normale filtreringsmekanismer forstyrres
livsstil Stoffer
Psykedeliske
stoffer er kendte for at kunne fremkalde hallucinationer. Forskere har i mereend 100 år undersøgt, hvordan disse stoffer påvirker hjernen, og hvad det kanafsløre om dens indre netværk.
Nu er der dog en mulig forklaring på banen, som tager udgangspunkt ievolutionen. Stoffer som LSD ser ud til at forstyrre hjernens filtre, hvilketgør, at tilfældige signaler kan blive forstærket. Det er spændende videnskab,der fortæller os meget om, hvordan hjernen fungerer.
Er du nysgerrig efter at vide mere? Klik videre i galleriet og lær om enmatematiske teori bag hallucinationer.