© Shutterstock

Casimir Funk (1884-1967) og "vitaminerne" -

Den polskfødte biokemiker Casimir Funk opfandt i 1911 ordet "vitamine", som i dag hedder vitamin. Han opdagede dette ved at isolere et kemisk amin i hønsefoder og derefter observere den mangeltilstand, der opstod.

© Shutterstock

Gerardus Johannes Mulder (1802-1880) -

Men længe før Funk foreslog den hollandske kemiker Gerardus Johannes Mulder i 1838, at protein spillede en vigtig rolle for sundheden.

© Getty Images

Skørbug og engelsk syge -

I de følgende år begyndte man at lære nye ting om kostens betydning, da man opdagede, at frugt, grøntsager og mejeriprodukter hjalp mod skørbug og engelsk syge. Man mente dog stadig, at proteiner var det "rigtige næringsstof" for sundhed.

© Getty Images

Beriberi -

Søfolk på lange rejser led også af beriberi, som er en lidelse, hvor man mister følelsen i ben og fødder og sømændene led ofte af hjertesvigt. Man bemærkede, at fattige søfolk klarede sig værre, og man gik ud fra, at det skyldtes mangel på protein.

© Getty Images

Christian Eijkman (1858-1930) -

Den hollandske militærlæge professor Christian Eijkman undersøgte, hvad der skete med høns, der spiste hvide ris sammenlignet med dem, der blev fodret med brune, uforarbejdede ris, som stadig havde skalden på.

© Getty Images

Eksperimenter med ris -

Han fandt ud af, at hønsene, der blev fodret med hvide ris, fik beriberi, og bemærkede senere, at deres tilstand mindede om fanger, der blev fodret med hvide ris og fik samme sygdom. Det banede vejen for Casimir Funks fund om aminer og efterfølgende opdagelsen af vitaminer.

© Shutterstock

Opdagelsen af vitaminer og navngivningssystemet -

De første vitaminer, man opdagede, fik deres navne pga. en kvinde ved navn Cornelia Kennedy. Hun studerede under Elmer McCollum, som krediteres for at have opdaget A-vitaminet, og Cornelia Kennedy reffererede til vitaminerne med bogstaver i sin kandidathandling. Hun brugte bogstaverne "A" og "B" til at skelne mellem de to vitamin-typer, som hun skrev om i sin opgave. Navnene blev hængene og blev senere brugt af McCollum og andre. Derfor blev nye vitaminer navngivet på samme måde, som de blev opdaget.

© Shutterstock

B1-vitamin (Thiamin): 1910 -

Den japanske forsker Umetaro Suzuki var den første, der opdagede B1-vitaminet ved at isolere aberinsyre i ris. Efter at have fjernet det vandopløselige thiamin-stof fra risklid, observerede man, at folk der indtog risene oplevede beriberi.

© Shutterstock

B1-vitamin (Thiamin): 1910 -

Casimir Funk isolerede derefter thiamin fra risklid i 1911, men det var først i 1926, at kemikerne Barend Coenraad Petrus Jansen og Willem Frederik Donath isolerede det aktive stof. I 1934 fandt Robert Runnels Williams strukturen af det, vi i dag kender som B1/thiamine.

© Shutterstock

A-vitamin (Retinol): 1913 -

A-vitamin blev opdaget som en fedtopløselig del af fødevarer, der viste sig, at være nødvendig for unge rotters vækst og overlevelse under eksperimenter.

© Shutterstock

A-vitamin (Retinol): 1913 -

På daværende tidspunkt var Casimir Funks vitamin-hypotese blevet populær. McCollums opdagelse af A-vitaminet var den første isolerede fødevarekomponent, som man fandt ud af, kunne forebygge mangelsygdomme.

© Shutterstock

C-vitamin (Ascorbinsyre): 1920 -

Albert Szent-Györgyi opdagede det kemiske stof ascorbinsyre – også kendt som C-vitamin – som hjælper kroppen med effektivt at udnytte kulhydrater, fedt og proteiner.

© Shutterstock

C-vitamin (Ascorbinsyre): 1920 -

C-vitamin var det allerførste vitamin, der blev produceret industrielt til kosttilskud. Szent-Györgyi modtog Nobelprisen i Fysiologi eller Medicin i 1937 for sin opdagelse.

© Shutterstock

D-vitamin (Calcififerol): 1920 -

Det, vi i dag kender som D-vitamin, var oprindeligt en del af de tidlige forskeres forståelse af A-vitamin. Det var faktisk først efter eksperimenter med torskelevertran, at de to blev adskilt.

© Shutterstock

D-vitamin (Calcififerol): 1920 -

Den effektive faktor mod engelsk syge, der blev fundet i torskelevertran, blev omklassificeret og navngivet D-vitamin. Få år efter var man i USA allerede i gang med at berige fødevarer med D-vitamin.

© Shutterstock

B2-vitamin (Riboflavin): 1922 -

B2-vitamin (riboflavin) blev opdaget i 1922 af tyske Richard Kuhn og østrigske Theodor Wagner-Jauregg, men det var først senere, at man fandt ud af, hvilken betydning det havde for kroppen.

© Shutterstock

B2-vitamin (Riboflavin): 1922 -

I Tyskland i 1933 isolerede Kuhn og hans kollega Paul György B2-stoffet fra de andre B-vitaminer.

© Shutterstock

E-vitamin (Tocopherol): 1922 -

I 1922 opdagede Herbert McLean Evans og Katharine Scott Bishop E-vitaminet. Det blev oprindeligt brugt til at beskrive de antioxidante egenskaber i α-tocopherol.

© Shutterstock

E-vitamin (Tocopherol): 1922 -

I 1935 på Berkley University lykkedes det for første gang Evans og Gladys Anderson Emerson at isolere E-vitamin i ren form.

© Shutterstock

K-vitamin (Phylloquinon): 1929 -

K-vitamin blev opdaget af den danske biokemiker Carl Peter Henrik Dam under sin forskning på Biokemisk Institut ved Københavns Universitet mellem 1928-1930.

© Shutterstock

K-vitamin (Phylloquinon): 1929 -

Opdagelsen gav os en dybere forståelse af blodets evne til at størkne og førte til en ny livsreddende behandling af blødersygdomme. Bogstavet "K" blev valgt for at repræsentere det danske ord "koagulation", og derfor hedder det ikke F-vitamin.

© Shutterstock

B5-vitamin (Pantothensyre): 1933 -

B5-vitamin/pantothensyre blev opdaget af Dr. R. J. Williams i 1933. Navnet stammer fra det græske ord "παντός" (pantós), der betyder "alt".

© Shutterstock

B5-vitamin (Pantothensyre): 1933 -

Pantothensyre blev senere identificeret som en del af fedtsyresyntesekomplekset. Dens funktionelle former blev genkendt som coenzym A (CoASH) og 4′-phosphatpantothen, en komponent af acylbærerproteinet (ACP).

© Shutterstock

B6-vitamin (Pyridoxin): 1934 -

B6-vitamin (pyridoxin) blev opdaget i  1934 af Paul György (som året forinden havde isoleret B2-vitamin) og hans kolleger.

© Shutterstock

B6-vitamin (Pyridoxin): 1934 -

Det var først nogle år senere, i 1938, at det lykkedes Samuel Lepovsky fra Berkeley University at isolere den aktive forbindelse i ren form.

© Shutterstock

B7-vitamin (Biotin): 1935 -

Det, vi i dag kender som B7-vitamin (biotin), blev oprindeligt kaldt H-vitamin, da Paul György fandt stoffet i 1931. Det var først i 1935, at det lykkedes at isolere det i ren form.

© Shutterstock

B7-vitamin (Biotin): 1935 -

Den tysk-hollandske biokemiker Fritz Kögl og hans ph.d.-studerende Benno Tönnis isolerede et krystallinsk stof, som de troede var en del af 'bios'-faktoren, og de kaldte det biotin. Senere viste det sig at være identiskt med H-vitaminet.

© Shutterstock

B3-vitamin (Niacin): 1937 -

Den amerikanske biokemiker Conrad Arnold Elvehjem opdagede strukturen af nikotinsyre, der senere blev forkortet til "niacin", en kombination af nikotin og vitamin.

© Shutterstock

B9-vitamin (Folat): 1941 -

I 1941 blev folat/B9 for første gang isoleret fra spinat. Forskerne, der oprensede dette nye vitamin, valgte at kalde det folinsyre, efter det latinske ord for blad: "folium".

© Shutterstock

B12-vitamin (Cobalaminer): 1947 -

B12-vitamin blev først isoleret i 1948 af den amerikanske kemiker Karl Folkers og den britiske kemiker Baron Alexander Todd. Året efter opdagelsen blev den nye forbindelse testet på en patient med perniciøs anæmi, og det helbredte hende.

© Shutterstock

Vitamin B12 (Cobalamins): 1947 -

Senere viste det sig, at cobalaminer/B12 også er en vigtig vækstfaktor hos dyr, hvilket gjorde, at landmænd begyndte at tilsætte vitaminet til dyrenes foder.

Kilder: (National Geographic) (Britannica) (American Chemical Society) (ScienceDirect) (Netmeds) (Medicine LibreTexts) (National Library of Medicine) (Oxford Academic)

© Shutterstock