Den næste pave kommer til at arve en række presserende udfordringer
De seneste angreb fra den palæstinensiske militante gruppe Hamas på israelske soldater og civile har chokeret verden – og det samme har det israelske svar. Det overraskende angreb var dristigt og dødbringende og har kostet hundredvis af menneskeliv. Det lader dog til, at antallet af ofre vil fortsætte med at stige, da konflikten lader til at eskalere, efter at Israel formelt har erklæret krig mod Hamas. Desværre repræsenterer denne seneste konflikt endnu en tragisk episode i den lange og bitre strid mellem arabere og israelere. Men hvad er den egentlige grund til denne tilsyneladende endeløse fjendtlighed, der har dræbt tusindvis af mennesker og fordrevet millioner?
Klik videre for at få en bedre forståelse af den nuværende konflikt mellem Israel og Hamas.
Balfour-deklarationen var en erklæring udstedt af den britiske regering den 2. november 1917, hvori regeringen lovede at arbejde på etablering af et "nationalhjem for det jødiske folk" i Palæstina.
Den offentlige erklæring blev udstedt af Arthur Balfour, som dengang var den britiske udenrigsminister under premierminister Lloyd George. Erklæringen blev fremsendt i et brev til Lionel Walter Rothschild, et fremtrædende medlem af Storbritanniens jødiske samfund, og det var ganske kort – kun 67 ord. Ikke desto mindre fik indholdet i brevet en tumultagtig effekt på Palæstina, som stadig mærkes den dag i dag.
Brevets indhold afslørede også regeringens ønske om, at intet må gøres som skader Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder eller de rettigheder og den politiske status, som jøder nyder godt af i andre lande."
Efter Anden Verdenskrig og Holocaust kom der større international pres på at at etablere en jødisk stat i Palæstina.
Opfordringer om et jødisk hjemland havde dog eksisteret siden slutningen af det 19. århundrede. Faktisk krævede den nydannede zionistiske bevægelse det samme som under den første zionistiske kongres i Basel, Schweiz, i 1897.
Til sidst oprettede man et britisk mandat i 1923 som varede indtil 1948. På billedet ses Sir Herbert Samuel, tidligere britisk indenrigsminister (iført trilby-hatten), der ankommer til Jerusalem for at overtage som højkommissær for det britiske mandat i Palæstina. Han er ledsaget af Sir Edmund Allenby (til højre), generalen, der ledede erobringen af Jerusalem og Palæstina fra Det Osmanniske Rige i 1917.
Palæstinamandatet var et Folkeforbundsmandat i områderne Palæstina og Transjordanien, som blev administreret af Storbritannien. Det blev etableret i 1922 efter de osmanniske styrkers nederlag i slutningen af Første Verdenskrig. På billedet ses britiske tropper, der marcherer i Palæstina.
I løbet af denne periode faciliterede briterne jødisk masseimigration, og mange af de jøder, der ankom senere, var flygtet fra nazismen i Europa.
Briterne begyndte at konfiskere jord, som var ejet af palæstinensere, og overdrog det til jødiske bosættere. Kibbutzbevægelsen, som blev etableret allerede i 1910, blomstrede.
Palæstinenserne blev foruroligede over deres lands skiftende demografi, og det skabte bølge af palæstinensisk nationalisme som en reaktion på den zionistiske bevægelse og på jødisk bosættelse i Palæstina. Jødiske immigranter blev mødt med mere og mere modstand.
Situationen blev sat på spidsen i 1936 med den såkaldte arabiske revolt, et populistiskt nationalt oprør mod den britiske administration af Palæstinamandatet.
Palæstinensere gik på gaden og forlangte arabisk uafhængighed og en afslutning på politikken med ubegrænset jødisk immigration og jordkøb. Det startede generalstrejken. Tusindvis af arabere mistede livet, og endnu flere blev arresteret (billedet). De britiske styrker brugte ødelæggelse af ejendom som kollektiv afstraffelse. Oprøret varede helt frem til 1939.
Anden Verdenskrig afledte opmærksomheden væk fra urolighederne i Palæstina, men i 1947 vedtog FN resolution 181, der er kendt som delingsplanen for Palæstine.
Planen opfordrede til at opdele Palæstina i arabiske og jødiske stater. Jødiske indbyggere fejrede beslutningen (billedet). Palæstinenserne afviste dog resolutionen, da den tildelte lidt over halvdelen af Palæstina til den jødiske stat, inklusive det meste af den frugtbare kystregion.
Den 14. maj 1948 udløb det britiske mandat, og samme dag blev staten Israel oprettet. Dagen efter, den 15. maj, brød den første arabisk-israelske krig ud.
Konflikten blev udløst, da fem arabiske nationer (Jordan, Syrien, Egypten, Irak og Libanon) invaderede et territorium i det tidligere palæstinensiske mandat umiddelbart efter erklæringen om staten Israels uafhængighed.
Men allerede inden fjendtlighederne begyndte, var zionistiske paramilitære enheder allerede i gang med en militær operation for at ødelægge palæstinensiske byer og landsbyer i et forsøg på at udvide grænserne for den kommende israelske stat.
Den arabisk-israelske krig sluttede i 1949 med en israelsk sejr. Det anslås, at 750.000 palæstinensere blev fordrevet under Nakba, som betyder "katastrofen" på arabisk. På billedet ses arabiske militærledere, der overgiver sig til jødiske styrker.
Da krigen sluttede, blev territoriet opdelt i tre dele: Staten Israel, Vestbredden (vest for Jordanfloden) og Gazastriben. Det blev begyndelsen på årtiers spændte forhold, især mellem Israel og Egypten, Jordan og Syrien.
I 1964 blev Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) dannet. Et år senere blev det politiske parti Fatah etableret. Den 4. februar 1969 blev Fatah-grundlæggeren Yasser Arafat (billedet) valgt til formand for PLO i Kairo. Desværre betyd det ikke fred.
Seksdageskrigen startede den 5. juni 1967 med et forebyggende israelsk luftangreb i Egypten og Syrien som svar på en række militære manøvrer fra den egyptiske præsident Abdel Gamal Nasser.
Dette blev efterfulgt af en jordoffensiv iværksat på Sinai-halvøen, Golanhøjderne, Gazastriben og Vestbredden.
Det blev en kort, men afgørende konflikt. Krigen sluttede allerede den 10. juni, og Israel havde erobret og besat resten af det historiske Palæstina, herunder Gazastriben, Vestbredden, Østjerusalem, de syriske Golanhøjder og den egyptiske Sinai-halvø. På billedet ses David Ben-Gurion og Yitzhak Rabin, der leder en gruppe soldater forbi Klippehelligdommen på Tempelbjerget i det gamle Jerusalem.
Yom Kippur-krigen var en væbnet konflikt, der blev udkæmpet fra den 6.-25. oktober 1973 mellem Israel og en koalition af arabiske stater ledet af Egypten og Syrien. Sammenstødet resulterede ikke i nogen særlig gevinst for araberne, men efterhånden var terrorangreb udført af medlemmer af Folkefronten for Palæstinas Befrielse og især Sorte September i München (billedet) efterhånden blevet overskrifter i hele verden.
Den 13. september 1993 var den amerikanske præsident Bill Clinton vært for det historiske møde mellem PLO-leder Yasser Arafat og den israelske premierminister Yitzhak Rabin. Rabin og Arafat gav hinanden hånden for første gang, efter at Israel og PLO underskrev en aftale om palæstinensisk selvstyre i de besatte områder. Tragisk nok blev Rabin myrdet i 1995 af en israelsk ultranationalist ved navn Yigal Amir, der var radikalt imod premierministerens fredsinitiativ, især underskrivelsen af Oslo-aftalerne.
I mellemtiden dukkede der en ny trussel mod Israels sikkerhed op. Denne gang i form af en palæstinensisk militant gruppe kendt som Hamas, som var et spinoff af den palæstinensiske gren af Det Muslimske Broderskab i slutningen af 1980'erne. USA og Israel anså Hamas for at være en terrorgruppe, men de endte med at vinde Det Palæstinensiske Selvstyres parlamentsvalg i 2006 og afsætte det mangeårige flertalsparti Fatah.
Hamas stod i spidsen for den anden intifada i september 2000, som varede fem år (den første fandt sted mellem december 1987-1993). Oprøret blussede op på grund af den tidligere israelske premierminister Ariel Sharons kontroversielle besøg i al-Aqsa-moskeen – det tredje helligste sted indenfor islam.
Israel reagerede ved at bygge en forsvarsmur i juli 2003, der adskiller staten fra Vestbredden i den palæstinensiske by Qalqilya.
Hamas er ifølge Israels ambassade ansvarlig for nogle af verdens mest barbariske terrorhandlinger. Disse omfatter busbombninger og restaurant- og caféskyderier. Mange udføres af enlige gerningsmænd, som dør sammen med deres ofre.
Amnesty International fordømmer i mellemtiden Israels "fortsatte undertrykkende og diskriminerende system for at styre palæstinensere i Israel og de besatte palæstinensiske områder (OPT)", og organisationen tilføjer, at det udgør et "apartheidsystem".
Konfligten mellem Israel og Hamas: Det hele startede længere tilbage, end du tror
Hvad ligger bag de nuværende angreb i denne urohærgede del af verden?
livsstil Israel
De seneste angreb fra den palæstinensiske militante gruppe Hamas på israelske soldater og civile har chokeret verden – og det samme har det israelske svar. Det overraskende angreb var dristigt og dødbringende og har kostet hundredvis af menneskeliv. Det lader dog til, at antallet af ofre vil fortsætte med at stige, da konflikten lader til at eskalere, efter at Israel formelt har erklæret krig mod Hamas. Desværre repræsenterer denne seneste konflikt endnu en tragisk episode i den lange og bitre strid mellem arabere og israelere. Men hvad er den egentlige grund til denne tilsyneladende endeløse fjendtlighed, der har dræbt tusindvis af mennesker og fordrevet millioner?
Klik videre for at få en bedre forståelse af den nuværende konflikt mellem Israel og Hamas.