Den næste pave kommer til at arve en række presserende udfordringer
<p>Det er næsten ikke til at tro, at det kun er ti år siden, at "swipe til højre" blev en del af vores hverdag. Meget har ændret sig siden da! Ifølge Pew Research Center har omkring 10 % af heteroseksuelle brugere fundet deres langvarige partner gennem en datingside eller datingapp. Interessant nok viste undersøgelsen, at brugerne havde delte meninger om, hvorvidt deres oplevelser på disse platforme var positive eller ej. Men hvad gør gamificeringen af kærlighedsjagten egentlig ved vores hjerner? Mennesker er biologisk indstillet til at lede efter en partner, og de samme hjernebaner, der aktiveres ved stofmisbrug, lyser op ved følelsen af forelskelse. Kan det være, at virksomheder udnytter vores afhængighed af vores egen dopamin?</p><p>Klik videre og find ud af, hvad datingapps egentlig gør ved din hjerne.</p>
Mennesker tiltrækkes naturligt af personer, vi finder attraktive. Når nogen åbner en datingapp, præsenteres de for en række billeder af potentielle kærlighedsinteresser.
En undersøgelse fra F.C. Donders Center for Cognitive Neuroimaging i Holland opdagede, at aktiviteten i et bestemt hjerneområde involveret i belønningsprocesser er mere aktiv, når folk kigger på attraktive ansigter.
Dette område af hjernen hedder nucleus accumbens, og det fungerer som det neurale interface mellem motivation og handling. Det spiller en vigtig rolle i adfærd relateret til mad, sex, stress og brug af stoffer.
Uforudsigelige belønninger skaber endnu mere aktivitet i hjernens belønningscentre end dem, vi ved, kommer. Elementet af uforudsigelighed og overraskelse holder brugerne nysgerrige og afhængige.
Overvej effekten, når du bruger en app som Tinder: Ligesom en spilleautomat på et kasino ved du aldrig, hvornår du rammer jackpot.
Når brugere swiper til højre på folk i en app, ved de aldrig, om de matcher med nogle af dem, som de virkelig synes, er attraktive. Selv hvis en samtale sættes i gang, ved de ikke, om/hvornår personen svarer.
Selv når de ikke har appen åben, kan andre swipe på dem. Det betyder, at du kan åbne appen efter en længere periode, og så er der eventuelt nye matches, der venter.
En anden del af hjernen, kaldet dorsolateral præfrontal cortex (DLPFC), ser ud til at være den del, vi aktiverer for at regulere vores valg.
Når vi reagerer på valg, aktiveres amygdala og ventral striatum. Den ventromediale præfrontale cortex holder styr på den subjektive værdi, mens DLPFC sammenligner hver værdi.
Faktorer som forsinket afskrivning, kognitiv bias og faldende tilfredshed ved stigende forbrug ændrer vægten af hver værdi.
Afhængig af vores mål tildeler vores DLPFC højere værdi til visse valg, vi kan træffe. Med andre ord er selvkontrol ikke bare et spørgsmål om impuls versus overvejelse.
Hvis nogen har et stærkt mål om at finde en romantisk partner, tillægger DLPFC-delen af hjernen større vægt til at tjekke appene regelmæssigt.
Et andet stort problem på datingapps er det enorme antal muligheder. Nogle psykologer mener, at for mange valgmuligheder gør det mindre sandsynligt, at du træffer en beslutning.
For eksempel fandt en undersøgelse fra Columbia University, at folk var mere tilbøjelige til at købe marmelade, når de kun havde seks valgmuligheder i stedet for 30.
Hvis man kiggede på alle de personer, der havde foretaget et køb, rapporterede dem med færre muligheder, at de oplevede større tilfredshed bagefter.
Nogle studier har foreslået, at jo længere tid man bruger på datingapps, desto mere tilpasser hjernen sig til dem.
Belønnings- og læringsruterne i hjernen er forbundet med kemikaliet dopamin. Dopamin frigives og skaber en behagelig fornemmelse som reaktion på en belønning.
Men over tid sker der mere og mere dopaminfrigivelse som reaktion på belønningsforudsigelsen i stedet for selve belønningen.
Med andre ord: Signalet, der forudsiger belønningen, udløser mere dopamin. Når hjernen ved, hvad der vil ske, frigives flere lykkestoffer end selve belønningen.
Datingapps kan altså kapre belønningssystemet i hjernen. I begyndelsen frigives der sandsynligvis dopamin, når personen ser, hvem deres match er.
Men over tid er det mere sandsynligt, at personen oplever en dopaminbølge bare ved at modtage notifikationen. Hjernen har tilpasset sig til at forbinde det med bare det at få et match.
Betyder denne proces, at datingapps gør dig afhængig, eller at de er vanedannende? De drives af virksomheder, hvis mål er at tjene penge. Jo mere tid brugerne bruger på appen, jo flere penge tjener de.
Dopamin er involveret i mange afhængighedsprocesser, men der er stadig meget, vi ikke ved om, hvad der sker på datingapps og deres effekt på brugerne.
På Valentinsdag i 2024 indgav en gruppe på seks personer en retssag mod Match Group (ejer af Tinder, Hinge og andre populære datingapps og -sider) med påstanden om, at deres "vanedannende, gsaming-lignende" funktioner var designet til at "låse brugerne fast i en evig betaling-for-at-spille-cyklus".
Match Group afviser beskyldningen og siger, at de stræber efter at "få folk på dates hver dag og væk fra vores apps", ifølge en talsmand for virksomheden.
Molly Crockett er en neurovidenskabsmand ved Yale University, som skrev en artikel om datingapps som svar på den nylige forargelse. Hun mener, at denne type apps giver en platform for eksisterende menneskelig adfærd i stedet for at ændre den.
Skaberne af datingapp hævder på samme måde, at de gør folks liv lettere uden at ændre dem eller manipulere vores neurobiologi.
Men hvis det virkelig var tilfældet, ville mange af appenes forretningsmodeller ikke tjene penge. De overlever kun så længe, at brugerne bliver ved med at swipe.
For mange er datingapps en praktisk måde at slippe for kedsomhed på, omend midlertidigt. De tilbyder kortvarig tilfredsstillelse i værste fald og en chance for at finde en særlig person i bedste fald. Deres popularitet kan svinge, og de kan påvirke hjernens belønningssystemer, men de er nok kommet for at blive.
Kilder: (National Geographic) (Psychology Today) (The Guardian) (Pew Research Center)
Hvad gør datingapps egentlig ved din hjerne?
Er du afhængig af jagten på kærlighed?
livsstil Relationer
Det er næsten ikke til at tro, at det kun er ti år siden, at "swipe til højre" blev en del af vores hverdag. Meget har ændret sig siden da! Ifølge Pew Research Center har omkring 10 % af heteroseksuelle brugere fundet deres langvarige partner gennem en datingside eller datingapp. Interessant nok viste undersøgelsen, at brugerne havde delte meninger om, hvorvidt deres oplevelser på disse platforme var positive eller ej. Men hvad gør gamificeringen af kærlighedsjagten egentlig ved vores hjerner? Mennesker er biologisk indstillet til at lede efter en partner, og de samme hjernebaner, der aktiveres ved stofmisbrug, lyser op ved følelsen af forelskelse. Kan det være, at virksomheder udnytter vores afhængighed af vores egen dopamin?
Klik videre og find ud af, hvad datingapps egentlig gør ved din hjerne.