Fortiden er skrevet i blod, og her kan du se nogle af de mørkeste kapitler
Verden er på vej ind i en farlig ny tid, hvor gamle aftaler om atomvåben smuldrer, og stormagterne opruster. Den såkaldte "tredje atomalder" byder på udfordringer, vi ikke har set før.
Internationale aftaler om våbenkontrol er ved at bryde sammen, mens USA, Rusland og Kina moderniserer deres atomarsenaler. Samtidig rykker lande som Nordkorea og Iran tættere på at blive atommagter. Det gør fremtiden mere usikker.
Men hvordan er vi havnet her? Hvad kan vi forvente af denne nye atomalder? Og hvad kan vi lære af de to tidligere perioder? Klik videre i dette galleri for at finde svarene.
Den første atomalder, som strækker sig fra den kolde krig, var præget af hård konkurrence mellem USA og Sovjetunionen. Begge supermagter opbyggede enorme våbenarsenaler og satte deres lid til afskrækkelse som strategi. Begrebet gensidig garanteret ødelæggelse (MAD) forhindrede direkte konflikter ved at skabe frygt for total udslettelse. Atomvåben var både et våben og en advarsel, og de to nationer holdt sig i en konstant spænding.
Efter Sovjetunionens fald begyndte en ny periode, hvor der blev arbejdet aktivt på at begrænse og reducere atomvåben. Aftaler som New START og den omfattende Atomprøvestoptraktat (CTBT) viste, at der var vilje til at få kontrol med spredningen. Med lavere spændinger mellem supermagterne flyttede verdens fokus sig mod at forhindre terrorister i at få adgang til atomvåben og på at nedruste overskydende atomvåben. Den kolde krig var forbi, og det virkede til, at atomoprustningen var blevet standset.
Efter den kolde krig var der optimisme omkring atomnedrustning og forhindring af spredning, men den optimisme er forsvundet. I dag ser vi en verden, hvor stater vælger at opbygge flere atomvåben i stedet for at fokusere på diplomati. De tidligere aftaler og den internationale enighed, der på et tidspunkt bremsede spændingerne, er blevet skubbet i baggrunden, og vi lever nu i en verden, der både føles mere splittet og mere usikker.
Den britiske forsvarschef Tony Radakin har advaret om, at vi nu er trådt ind i en ny atomalder. Den såkaldte tredje atomalder er en periode, der er præget af kollapsede våbenkontrolaftaler og en ureguleret spredning af atomvåben. Denne farlige periode rummer både nye atommagter og øget ustabilitet, hvilket truer den globale sikkerhed. Nye aktører som Nordkorea og Iran fortsætter med at udvikle deres atomvåbenprogrammer, og spændingerne mellem de gamle supermagter stiger.
Den tredje atomalder er kendetegnet ved flere faktorer. Den er bl.a. præget af , at USA og Rusland moderniserer deres atomvåben, Kina opruster i rekordtempo, Rusland bruger atomtrusler i krigen mod Ukraine, Nordkorea udvikler sit arsenal, Iran nærmer sig at kunne bygge en atombombe, og flere af USA’s allierede tvivler på, om de stadig kan stole på amerikanernes beskyttelse.
Ruslands krig i Ukraine har demonstreret, hvor magtfuld atomafpresning kan være. Præsident Vladimir Putin har brugt trusler og test af hypersoniske missiler til at afskrække Vesten. Hans strategi har vist, hvordan en nation kan udnytte sine atomvåben i aktive konflikter, uden at det nødvendigvis fører til en atomkonflikt. Det skaber en skræmmende ny virkelighed, hvor atomvåben bliver set som en politisk brik.
Ruslands atomtrusler har afholdt Ukrainens allierede fra at gribe direkte ind i konflikten. Den effektivitet, som disse trusler har haft, viser, hvor stor magt atomvåben stadig har i nutidens verdenspolitik. Men de nyeste beslutninger om at tillade ukrainske angreb på mål i Rusland kan være et tegn på, at man ikke længere lader sig afskrække af Putins trusler.
Amerikanske efterretningstjenester vurderede tidligere, at der var 50 % risiko for, at Rusland ville bruge taktiske atomvåben, hvis de mistede vigtige områder i Ukraine. Rusland har mistet disse områder – men uden at bruge atomvåben. Det viser, hvor tæt verden har været på katastrofen, og hvor afgørende diplomati har været.
Flere eksperter mener, at Rusland har brugt sit atomarsenal til at true Vesten, uden at det har fået reelle konsekvenser. Det skaber en farlig tendens, da det kan inspirere andre nationer til at bruge deres egne atomvåben som politiske og militære værktøjer.
Der er i øjeblikket kun ni lande, der besidder atomvåben. I 1986 udgjorde verdens samlede atomvåbenlager omkring 70.300 krigshoveder, men i dag er tallet faldet til 12.100. USA og Rusland står for næsten 90% af verdens samlede atomvåbenarsenal. Men situationen er hurtigt ved at ændre sig, da flere lande opbygger deres egne atomvåbenkapaciteter, hvilket skaber en mere kompleks og mindre stabil atomvåbenbalance.
Kina har traditionelt haft et relativt lille atomarsenal, men nu opruster de hurtigt. Behovet for at beskytte sig mod trusler udefra og ønsket om at blive en ligeværdig stormagt over for USA og Rusland er drivkræfterne bag denne udvikling.
Atomvåbenbalancen er ikke længere kun et spørgsmål om USA og Rusland. Kinas fremvækst som en atomvåbenmagt gør det vanskeligere at opnå global våbenkontrol, og det introducerer en konkurrence mellem tre stormagter, der gør forhandlinger og aftaler mere udfordrende. Denne dynamik skaber en kompleks situation, hvor alle tre stormagter er nødt til at tage hensyn til hinanden i deres sikkerhedsstrategier, og det gør, at det bliver sværere at få aftaler på plads.
Ifølge eksperter kan Kina have op til 1.500 atomvåben i 2035. Til sammenligning ejer USA 5.044 atomvåben, mens Rusland har 5.580. Kinas øgede fokus på at udvide sin atomkapacitet skaber nye udfordringer for globale nedrustningsaftaler og det er et tydeligt tegn på at Kina ønsker at være med i kapløbet om at have en af de største atomvåbenarsenaler i verden.
Tidligere blev atomvåbenkontrollen holdt på plads gennem bilaterale aftaler mellem USA og Rusland, da begge lande delte et fælles mål om at opretholde paritet. Men Kinas mindre arsenal gør forhandlingerne mere komplicerede, da Beijing modstår at begrænse sin atomopbygning, mens det samtidig opfordrer USA til at reducere sine lagerbeholdninger først. Det skaber yderligere udfordringer for en effektiv våbenkontrolaftale.
Donald Trump forsøgte under sin første præsidentperiode at få Rusland og Kina med i en ny trepartsaftale om atomvåbenkontrol. Det afviste Beijing dog og betragtede sådanne aftaler som en måde at begrænse deres strategiske udvikling på. I dag er der derfor ingen nye aftaler på plads.
Nordkorea har i dag omkring 50 atomvåben og arbejder intensivt på at udvikle missiler, der potentielt kan nå USA. Denne udvikling skaber stor bekymring, især i Asien, da en sådan trussel kan destabilisere regionen og øge spændingerne mellem stormagterne.
Siden USA trak sig fra atomaftalen i 2018, har Iran øget sin uranberigelse markant. Mange frygter, at Iran snart vil kunne bygge en atombombe, hvilket kunne få alvorlige konsekvenser for stabiliteten i Mellemøsten og udløse et atomkapløb i regionen.
Flere nedrustningsaftaler blev opgivet under Trumps første præsidentperiode. Det gælder bl.a. den vigtige INF-traktat og atomaftalen med Iran. Denne udvikling har gjort verden mere usikker og sat atomvåbenkontrol i en udsat position.
New START-traktaten, som begrænser antallet af atomvåben mellem USA og Rusland, udløber i 2026. Rusland har allerede suspenderet sin deltagelse i aftalen, og der er ikke blevet fremlagt nogen planer om en ny aftale.
Ifølge meldinger arbejder Rusland muligvis på at udvikle atomvåben, der kan placeres i rummet. Det ville være en direkte overtrædelse af den eksisterende traktat fra 1967, der forbyder placeringen af atomvåben i rummet, og det kan føre til nye spændinger på den globale våbenfront.
Ruslands udtræden af prøvestopaftalen (CTBT) og rygter om kinesiske atomprøvesprængninger tyder på, at vi måske nærmer os en ny æra med atomprøvesprængninger. Det vil være et stort skridt bagud i bestræbelserne på at forhindre spredning af atomvåben.
USA er i gang med en omfattende modernisering af sit atomarsenal, der løber over 30 år og koster 1,5 billioner dollars. Men det kan vise sig, at de må investere endnu mere for at følge med Rusland og Kina, der også opruster deres egne arsenaler.
Ukraine opgav sine atomvåben i 1994 som en del af et sikkerhedsgarantiforlig. Men Ruslands invasion af Ukraine har vist, hvor risikabelt det kan være at stole på internationale aftaler og forpligtelser, især når stormagter ikke overholder deres løfter.
Trumps tidligere diplomati om atomvåben med ledere som Kim Jong Un viste hans vilje til at omgå de traditionelle rammer for diplomati. Nu, hvor han igen sidder på præsidentposten, får vi muligvis sådanne metoder at se igen, men det er usikkert, om de vil være effektive på lang sigt.
Risikoen for, at et atomvåben bliver brugt, stiger. Fra taktiske atomvåben i Ukraine til regionale spændinger i Asien og Mellemøsten, så presser globale konflikter verden tættere på en uoverskuelig katastrofe.
Eksperter advarer om, at en af de mest bekymrende tendenser i den tredje atomalder er at ignorere atomtruslerne. Det er vigtigt at sætte fokus på uddannelse, oplysning og fortalervirksomhed for at reducere de voksende risici for en atomkatastrofe.
Globale tendenser tyder på, at en stigning i antallet af atomvåben er uundgåelig. USA og dets allierede skal finde en balance mellem behovet for afskrækkelse og farerne ved at forværre et våbenkapløb, samtidig med at de stræber efter stabilitet i en urolig tid.
Den tredje atomalder er præget af stigende spændinger og højere risiko for atomkonflikter. Det eneste der kan forhindre, at verden glider over i en ny og farlig atomkonflikt, er diplomati, globalt samarbejde og stærkere våbenkontrolaftaler.
Kilder: (Vox) (Arms Control Association) (Reuters) (Britannica)
Er vi på vej ind i en ny atomalder?
Faren for atomkrig stiger, da de nukleare sikkerhedsforanstaltninger svækkes
livsstil Masseødelæggelsesvåben
Verden er på vej ind i en farlig ny tid, hvor gamle aftaler om atomvåben smuldrer, og stormagterne opruster. Den såkaldte "tredje atomalder" byder på udfordringer, vi ikke har set før.
Internationale aftaler om våbenkontrol er ved at bryde sammen, mens USA, Rusland og Kina moderniserer deres atomarsenaler. Samtidig rykker lande som Nordkorea og Iran tættere på at blive atommagter. Det gør fremtiden mere usikker.
Men hvordan er vi havnet her? Hvad kan vi forvente af denne nye atomalder? Og hvad kan vi lære af de to tidligere perioder? Klik videre i dette galleri for at finde svarene.