Sprog, og alle dets påståede regler og struktur fremstår som et stort, organiseret system. Men i virkeligheden er det ren kaos og formet af menneskelig kontakt snarere end af logik. Vi lærer fra barnsben, at grammatik vigtig, og vi bliver opdraget til at skelne mellem rigtigt og forkert, pænt og sjusket. Men hvis man kigger lidt dybere i skolebøgerne, finder man en langt mere rodet og levende virkelighed: sprog er fup og ren illusion!
Eller i hvert fald er sprog noget helt andet, end vi har lært, at det er. Det handler mindre om faste regler og mere om, hvordan vi kommunikerer i sammenhæng og situationer.
Men hvad betyder det egentlig, at sprog skal være "korrekt"? Og – måske endnu vigtigere – hvis sprog formes af mennesker og ikke af regler, hvem prøver vi så egentlig at tale "korrekt" for? Klik videre i galleriet og få svarene.
Modsat hvad mange tror, fungerer sprog langt mere som en social aftale end som et strengt regelsæt. Hvad vi opfatter som “korrekt,” handler i bund og grund om de kulturelle normer og forventninger, vi lever med.
Formålet med sprog er kommunikation, og vi kan sagtens udtrykke os klart uden at følge de traditionelle grammatiske regler. Grammatik kan gøre tingene skarpere, men den er ikke en forudsætning for at forstå hinanden.
Forældre, lærere og andre autoriteter lærer os tidligt, at vi skal tale korrekt. Det sætter sig dybt og skaber en frygt for at lave fejl, selvom sproget i praksis er langt mere fleksibelt og levende.
Når vi taler om sprogregler, findes der to hovedretninger: preskriptivisme og deskriptivisme. Preskriptivisme, også kaldet normativ lingvistik eller preskriptiv grammatik, handler om at holde fast i den en idealiseret version af sproget, hvor grammatik er i centrum. Deskriptivisme, som også kaldes deskriptiv lingvistik eller deskriptiv grammatik, kigger i stedet på, hvordan sproget rent faktisk bruges i hverdagen.
Når man når til de højere uddannelser og dykker ned i sprogforskning, vil man opdage, at de regler, vi lærte i skolen, langt fra er ufravigelige. Det handler i højere grad om mening, hensigt og forståelse end om korrekthed.
Når vi kommunikerer, opfatter vi typisk meningen gennem sammenhængen, ikke gennem en tjekliste af grammatiske regler. Derfor kan vi ofte bryde reglerne, og stadig forstå hinanden.
Grammatiske regler hjælper os med at strukturere vores tanker, men sproget kan uden problemer tåle kreativitet og “fejl”, så længe vi formår at formidle meningen. Det er fleksibelt og fungerer – også selvom vi improviserer undervejs.
Debatten om “korrekt” sprog handler sjældent kun om sproget selv. Den handler i høj grad om identitet, om hvilke værdier vi bærer på, og om hvordan vi ser os selv i forhold til andre.
Selv om brugen af "de" og ”dem” som kønsneutrale ental skaber debat i dag, viser historien noget andet. Selv William Shakespeare brugte det for flere hundrede år siden, hvilket bare viser, at funktion tit slår de faste regler.
Hver gang vi vælger et bestemt ord eller en bestemt tone, sender vi signaler om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvem vi identificerer os med. Sprog er vores måde at placere os selv i verden på.
Udtrykket “pardon my French” startede som en undskyldning for at bruge franske gloser, men bruges i dag mest, når vi undskylder for et lille bandeord. Det er et godt eksempel på, hvordan udtryk udvikler sig over tid.
Vi opdaterer konstant vores indre ordforråd, uden egentlig at tænke over det. Nye slangudtryk og trends sniger sig ind og ændrer langsomt den måde, vi taler og tænker på.
Selv om grammatik hjælper os til at undervise og strukturere sproget, så fungerer sproget i praksis som en levende, flydende koncept, drevet af kreativitet, vaner og social forståelse.
Esperanto og klingonsk er gode eksempler på sprog, der blev opfundet på skrivebordet, men som først fik liv, da mennesker begyndte at bruge dem i praksis.
Engelsk er ikke et "rent" sprog. Det er en sproglig svamp, der gennem flere hundrede år har opsuget elementer fra alle de kulturer, det har været i kontakt med.
Selvom engelsk hører til den germanske sprogfamilie, stammer ca. 60 % af de engelske ord fra latin. Det skyldes blandt andet, at man i mange hundrede år har beundret romersk kultur, især inden for videnskab, jura og akademia.
Engelsk har også lånt mange ord fra græsk, som fx "panik" og "akademi". Det viser lidt om den lange tradition for at efterligne, hvad man anså for intellektuelt og civiliseret. Det samme har vi i øvrigt gjort med dansk, og vi gør det stadig.
Udbredelsen af Engelsk skete ikke naturligt, men som et resultat af imperialisme. Da England koloniserede store dele af verden, blev sproget påtvunget folk, og samtidig blev ord som “poncho” og “chokolade” en del af det engelske sprog.
Hvad er forskellen egentlig på en dialekt og et sprog? Ofte siger vi, at sprog er knyttet til lande, mens dialekter bare er variationer. Forskellen er dog langt fra så logisk, som den lyder.
Sprog som svensk, norsk og dansk ligner hinanden så meget, at folk ofte forstår hinanden. Alligevel kaldes de forskellige sprog, fordi de tilhører hver deres nation. Hvis vi virkelig gik efter logik, ville det ikke være sådan.
At kalde noget et “sprog” i stedet for en “dialekt” styrker den nationale stolthed. Ofte handler skellet mere om politik og uafhængighed end om, hvordan folk rent faktisk taler.
Omvendt findes der dialekter, der er så forskellige i struktur og grammatik, at de kunne ligne selvstændige sprog. Et godt eksempel er African American Vernacular English (AAVE), som har sin helt egen sproglige kompleksitet.
AAVE opstod sandsynligvis gennem en blanding af engelsk og vestafrikanske sprog, påvirket af slaveriets barske vilkår. Sprogets struktur bærer stadig præg af denne komplekse historie.
Mange ser fejlagtigt AAVE som “forkert engelsk” og forbinder det med lav uddannelse eller dovenskab. De fordomme overser den sproglige rigdom og fastholder samtidig skadelige og ofte racistiske stereotyper.
Sprog har længe været brugt som et middel til undertrykkelse. I 1900-tallet blev mange indfødte børn i Amerika tvunget til at lære “korrekt” engelsk og glemme deres egne modersmål, og det kan stadig mærkes i dag.
Det er dem med magt, der afgør, hvad der er “korrekt” sprog. Ofte er det magthavernes sprog, fx fra koloniherrer til eliteuniversiteter, der bliver fremhævet som “rigtigt,” mens andre udtryk nedgøres.
De grammatiske regler, som folk følger, handler ofte om, hvilket socialt fællesskab de er en del af. Grammatik er altså ikke kun et spørgsmål om klarhed – det handler også om at høre til et bestemt sted.
Selvom grammatik-fanatikere siger det modsatte, kan folk sagtens kommunikere effektivt, selvom de bryder reglerne. En forkert form eller lidt slang ødelægger ikke samtalen, så længe modparten forstår meningen.
Det, der holder et sprog i live, er ikke reglerne. Det er menneskerne, der bruger sproget, former det, leger med det og giver det videre. Sprog ændrer sig ikke, fordi det bliver ødelagt – det ændrer sig, fordi det lever.
I bund og grund handler sprog om, at vi prøver at forstå hinanden og skabe en forbindelse. Grammatik kan hjælpe, men det er ikke det vigtigste. Følelser, intuition og sammenhæng bærer ofte langt mere vægt end sprogregler.
Kilder: (TheCollector) (Britannica)
Derfor er sprog bare fup og ren illusion
Every rule of grammar is a reflection of who got to write it
livsstil Lingvistik
Sprog, og alle dets påståede regler og struktur fremstår som
et stort, organiseret system. Men i virkeligheden er det ren kaos og formet afmenneskelig kontakt snarere end af logik. Vi lærer fra barnsben, at grammatik vigtig,og vi bliver opdraget til at skelne mellem rigtigt og forkert, pænt og sjusket.Men hvis man kigger lidt dybere i skolebøgerne, finder man en langt mere rodetog levende virkelighed: sprog er fup og ren illusion!
Eller i hvert fald er sprog noget helt andet, end vi har lært,at det er. Det handler mindre om faste regler og mere om, hvordan vikommunikerer i sammenhæng og situationer.
Men hvad betyder det egentlig, at sprog skal være"korrekt"? Og – måske endnu vigtigere – hvis sprog formes afmennesker og ikke af regler, hvem prøver vi så egentlig at tale"korrekt" for? Klik videre i galleriet og få svarene.