© Shutterstock

Oprettelsen af Kongeriget -

I 1918 blev Kongeriget af serbere, kroater og slovenere oprettet efter Østrig-Ungarns sammenbrud. Målet med denne nye stat var at samle forskellige sydslaviske grupper under én politisk enhed efter 1. Verdenskrig.

© Shutterstock

Omdøbt til Kongeriget Jugoslavien -

I 1929 omdøbte kongen Alexander 1. af Jugoslavien officielt landet til Jugoslavien, der betyder "Sydslavernes land". Der var dog stadig problemer med enighed, og der lurede fortsat etniske spændinger under overfladen.

© Getty Images

Attentatet på Alexander 1. -

I 1934 blev kongen af Jugoslavien Alexander 1. myrdet i Marseille af en makedonsk nationalist i samarbejde med kroatiske ekstremister. Hans død skabte yderligere politisk ustabilitet og forværrede de etniske uenigheder i landet.

© Getty Images

Politisk ustabilitet før krigen -

Et regentskab styrede landet for den nye, unge konge Peter 2. (på billedet), men den politiske situation blev værre og værre, efterhånden som fascismen blev mere og mere udbredt i Europa og trusler fra nabolandene i Aksemagterne.

© Getty Images

Aksemagternes invasion -

I 1941 invaderede Nazityskland Jugoslavien i samarbejde med Italien. Landet blev hurtigt løbet over ende og delt op, hvor dele blev annekteret eller besat af nabolande.

© Getty Images

Modstandsbevægelser -

Der dukkede flere modstandsbevægelser op i denne periode, især de kommunistledede partisaner. De kæmpede både mod Aksemagterne og rivaliserende fraktioner og formåede at samle forskellige grupper i en fælles kamp for frihed. Efterhånden fik de kontrol over store dele af Jugoslavien.

© Getty Images

Partisanernes modstand og befrielse -

Josip Broz Tito var en kommunistisk revolutionær, og han trådte frem som leder af partisanerne. Med støtte fra de allierede befriede de i 1945 landet og lagde fundamentet for en kommunistisk stat under Josip Broz Tito.

© Getty Images

Etableringen af det kommunistiske Jugoslavien -

I 1945 blev Jugoslavien gendannet som den Føderale Folkerepublik under kommunistisk styre med Josip Broz Tito som leder. Den nye stat blev organiseret som en føderation af seks republikker, og målet var at skabe balance mellem de forskellige etniske gruppers interesser ved hjælp af et centraliseret socialistisk system.

© Getty Images

Titos brud med Stalin -

I 1948 brød Tito med den sovjetiske leder Joseph Stalin og afviste sovjetisk dominans i Jugoslavien. I stedet fulgte Tito en uafhængig socialistisk vej med fokus på alliancefrihed. Denne tilgang førte til, at Jugoslavien i 1961 blev en af grundlæggerne af den Alliancefrie Bevægelse og opretholdt diplomatiske og økonomiske forbindelser med både USA og Sovjetunionen.

© Getty Images

Økonomiske reformer og decentralisering -

I 1950’erne og 1960’erne gik Jugoslavien fra stram centralplanlægning til et system med selvforvaltning for industrierne. Regeringen gav republikkerne mere selvstyre, og det hjalp med at bevare enheden, men det såede også frøet til fremtidige separatistbevægelser og regionale spændinger.

© Getty Images

1963-forfatningen: Den Socialistisk Føderal Republik -

I 1963 vedtog Jugoslavien en ny forfatning og ændrede sit navn til Den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien (SFRJ). Forfatningen formaliserede den føderale struktur og styrkede republikkernes magt, mens den sikrede også kommunistpartiets og Titos autoritet.

© Getty Images

Etniske spændinger -

På trods af Titos forsøg på at skabe en balance mellem de etniske grupper voksede spændingerne mellem republikkerne i 1970’erne. Kroatien, Slovenien og Serbien tørnede sammen om selvstyre, ressourcefordeling og politisk magt, mens undertrykkelsen af nationalistiske bevægelser i Kroatien og Kosovo skabte yderligere utilfredshed.

© Getty Images

1974-forfatningen: Et større republikansk selvstyre -

1974-forfatningen var et afgørende vendepunkt i Jugoslaviens politiske struktur. Den gav endnu mere selvstyre til republikkerne og de to autonome provinser: Kosovo og Vojvodina.

© Public Domain

Titos død -

Tito døde i 1980, og det markerede begyndelsen på et stort ledelsesmæssigt tomrum. Tito havde fungeret som en samlende figur i Jugoslavien, og da han døde, var føderationen uden en stærk central autoritet.

© Getty Images

Økonomiske kriser -

I 1980'erne stod Jugoslavien over for en alvorlig økonomisk krise med høj inflation, stigende arbejdsløshed og dårlige levestandarder. Den Internationale Valutafonds (IMF) sparekrav forværrede de sociale uroligheder og gjorde de etniske og politiske splittelser i føderationen værre.

© Getty Images

Nationalismens fremkomst -

I midten af 1980'erne blev de nationalistiske følelser stærkere, især i Serbien, hvor Slobodan Milošević blev en fremtrædende person. Han gik ind for en stærkere centraliseret stat og serbiske interesser, hvilket opildnede til etniske spændinger i Jugoslaviens republikker.

© Getty Images

Slobodan Milošević kommer til magten -

I 1986 blev Slobodan Milošević leder af det serbiske kommunistparti og konsoliderede magten ved at fremme en politik om et "bedre Serbien". Hans nationalistiske politik fremmedgjorde andre republikker, især Slovenien og Kroatien, som ønskede mere selvstyre fra Beograd.

© Getty Images

Kosovo-krisen -

I 1989 ophævede Milošević Kosovos selvstyre, hvilket udløste protester blandt det albanske flertal. Nedkæmpelsen af protesterne forværrede splittelsen mellem Serbien og de øvrige republikker, da Slovenien og Kroatien støttede kosovoalbanerne og i stigende grad pressede på for selvstændighed.

© Getty Images

Flerpartivalg -

I 1990 blev der afholdt flerpartivalg i de fleste af Jugoslaviens republikker. Nationalistiske partier vandt stort, især i Kroatien og Slovenien, hvor kravene om selvstændighed blev større.

© Getty Images

Slovenien og Kroatien erklærer uafhængighed -

I 1991 erklærede Slovenien og Kroatien sig uafhængige fra Jugoslavien, hvilket udløste en hurtig reaktion fra den jugoslaviske hær. Den korte 10-dages krig i Slovenien endte med at landet blev selvstændigt, mens Kroatien blev kastet ud i en længere og mere voldelig konflikt.

© Getty Images

Bosnien-krigen bryder ud -

I 1992 erklærede Bosnien-Hercegovina sig selvstændigt, hvilket førte til en brutal multietnisk konflikt mellem bosniske muslimer, kroater og serbere. Bosnien-krigen blev en af de mest ødelæggende konflikter i Europa, og den kendetegnes ved etnisk udrensning, massakrer og et kompliceret net af alliancer.

© Getty Images

FN's involvering og fredsbevarende indsats -

FN sendte fredsbevarende styrker til Kroatien og Bosnien i 1992, men havde svært ved at forhindre vold og etnisk udrensning. Deres fiasko blev tydelig i 1995 med Srebrenica-massakren, hvor mere end 8.000 bosniakiske mænd og drenge blev dræbt, selvom FN var tilstede.

© Getty Images

Belejringen af Sarajevo -

Belejringen af Sarajevo varede fra 1992-1995, og det var en af de mest grufulde episoder i Bosnien-krigen. Bosnisk-serbiske styrker omringede byen, og det udsatte befolkningen for bombardementer og snigskytter i flere år.

© Getty Images

Den kroatiske uafhængighedskrig -

Den kroatiske uafhængighedskrig bød på intense kampe mellem kroatiske styrker, den jugoslaviske hær og serbiske militser. Krigen var præget af tungt artilleri, masseflugt og overgreb på begge sider, og den sluttede først i 1995, da Kroatien generobrede det meste af sit territorium.

© Getty Images

Dayton-aftalen -

I 1995 afsluttede Dayton-aftalen Bosnien-krigen og etablerede Bosnien-Hercegovina som én stat opdelt i to enheder: Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska med en central regering, der tog sig af udenrigspolitikken. Aftalen stoppede konflikten, men er blevet kritiseret for at fastholde de etniske skel og skabe et kompliceret politisk system, der hæmmer effektiv styring.

© Getty Images

Kosovo-konflikten -

Kosovo-konflikten brød ud i 1998 mellem serbiske styrker og Kosovos Befrielseshær (UCK), en etnisk albansk guerillabevægelse. UCK iværksatte angreb på serbere i Kosovo, og det udløste en hård respons fra serbiske styrker. Dette førte til international fordømmelse af menneskerettighedskrænkelser og anklager om etnisk udrensning.

© Getty Images

NATO-bombningen af Jugoslavien -

I marts 1999 iværksatte NATO en bombekampagne mod Jugoslavien (Serbien og Montenegro) uden FN's godkendelse. Angrebene var rettet mod militære installationer og infrastruktur for at beskytte civile i Kosovo. Efter 78 dage tvang kampagnen Serbien til at trække sig fra Kosovo, og dermed sluttede konflikten.

© Getty Images

Efter NATO-bombningerne -

NATO-bombningerne satte en stopper for den serbiske kontrol over Kosovo, som blev lagt under FN's administration. Bombningerne stoppede volden, men forårsagede også omfattende ødelæggelser af Serbiens infrastruktur og mange civile mistede livet, hvilket gjorde efterkrigsforsoning mere vanskelig.

© Getty Images

Montenegros selvstændighed -

I 2006 holdt Montenegro en folkeafstemning om uafhængighed fra Serbien, hvilket markerede den sidste opløsning af det, der var tilbage af Jugoslavien. For at Montenegro kunne blive selvstændig krævede det et flertal på minimum 55%. Resultatet viste, at 55,5 % havde stemt for uafhængighed, og det betød altså at Montenegro med nød og næppe kunne erklæres en selvstændig stat.

© Getty Images

Efter Jugoslaviens opløsning -

Jugoslaviens opløsning efterlod et komplekst ar på Balkan, hvor der fortsat er etniske uenigheder, økonomiske udfordringer og uløste territoriale konflikter. De tidligere republikker bevæger sig dog gradvist mod europæisk integration, og flere er allerede blevet medlemmer af EU.

Kilder: (Britannica) (BBC) (ThoughtCo)

© Getty Images