▲

Den afsides bjerglandsby Nagoro på øen Shikoku i det sydlige Japan har som de fleste andre fjerntliggende landsbyer oplevet et hurtigt nedadgående indbyggertal. Alligevel virker landsbyen stadig beboet, da der tilsyneladende er masser af mennesker, der arbejder i markerne, studerer i klasseværelserne og venter ved busstoppestederne. Klik videre i galleriet for at læse mere om denne unikke og besynderlige historie.

▲Hun flyttede til Osaka i løbet af sine skoleår, hvor hun blev gift og fik børn. I 2003 vendte hun imidlertid tilbage til landsbyen for at tage sig af sin far. Hun blev meget overrasket over synet, der mødte hende.

▲Før havde landsbyen en dam og et indbyggertal på omkring 300. Nu levede der kun omkring 40 mennesker i byen, da de fleste af indbyggerne var flyttet til de større byer, ligesom Ayano selv havde gjort.

▲Mange af de unge var taget afsted, mange af landsbyens ældre var gået bort, og der kom ikke rigtig nye mennesker til byen, som kunne tage deres plads.

▲Ayano havde en unik løsning på problemet.

▲I starten opstod ideen, fordi hun ville skræmme de fugle væk, der sad og lurede på hendes frø i haven.

▲Folk fra landsbyen forsøgte at komme i kontakt med fugleskræmslet, fordi de troede, det var hendes far. Det gav Ayano en god idé.

▲Ayano begyndte at lave dukker i naturlig størrelse for at erstatte landsbyens tidligere beboere.

▲Dukkerne, som er håndsyede, er som frosset i tiden, og takket være dem ser landsbyen næsten ud, som den plejede at gøre.

▲

Alle dukkerne er placeret præcis, hvor Ayano husker dem - som f.eks. denne fiskermand.

▲Uden nostalgiens varme ville denne surrealistiske landsby virke uhyggelig med de hundredevis af øjne lavet af knapper, som stirrer tomt ud i luften.

▲Ved første øjekast ser det ud, som om Nagoro er præcis som før med de samme indbyggere, der står og venter ved busstoppestedet og kigger ud af de samme vinduer.

▲Men det virker, som om Ayano laver det meste af det reelle arbejde i landsbyen.

▲Til sidst var der kun to elever og én lærer tilbage i skolen. Nu er der fyldt i klasseværelset hver dag.

▲Hun laver dem af strå, stof og gammelt tøj. Ayano bliver aldrig træt af at reparere dukkerne eller lave nye.

▲De lever faktisk meget kortere end menneskene, da de hurtigt bliver slidte. De plejer maksimalt at kunne holde sig i omkring 3 år.

▲Ayano går her gennem landsbyen som et spøgelse, mens hendes dukke holder øje med tepotten.

▲Der findes mange byer som denne i Japan, der er blevet forladt af indbyggerne, fordi de unge er flyttet til de større byer. Der er derfor ingen tilbage til at tage sig af de ældre.

▲Det faldende indbyggertal er repræsentativt for hele landet, hvis befolkning har været faldende i det seneste årti.

▲Denne landsby ser dog lidt mere skræmmende ud nu med menneskelignende figurer, der vugger livløst i vinden.

▲I dokumentaren "The Valley Of Dolls" fortæller Ayano, at når hun laver en dukke af en død person, forestiller hun sig vedkommende som de var, da de endnu var i live.

▲Hun føler, at de er hendes børn, og det giver god mening, eftersom hun har skabt dem og tit tjekker op på, hvordan de har det.

▲Hun siger, at hun ikke har skabt dukkerne på grund af ensomhed, og hun ser dem heller ikke som et kunstprojekt.

▲Det er en måde at få tiden til at gå med noget sjovt i landsbyen.

▲Hun siger, at hun hilser på dem hver morgen, også selvom hun aldrig får respons. Det er fast rutine, og hun gør det hver dag.

▲For Ayano er det sværeste at lave dukkernes ansigtsudtryk. Især læberne er vanskelige at lave, fordi selv en enkelt lille fejljustering kan få dem til at se vrede ud.

▲I dokumentaren fortæller Ayano, at hun ikke bryder sig om at lave mærkelige dukker, men foretrækker at skabe dukker, der blender godt ind i omgivelserne.

▲Hun har sat dukker ved indgangen til landsbyen for at gøre folk nysgerrige og give dem lyst til at besøge den samt for at skabe opmærksomhed om landsbyen.

▲Den regionale styrelse sponsorerer hver oktober en fugleskræmselsfestival for turister, men mange af de udenlandske besøgende finder vej til Ayano og landsbyen helt på egen hånd.

▲Fra Nagoro tager det 90 minutter at komme til et ordentligt hospital, men Ayano har det helt fint med ideen om, at hun måske skal ende sine dage i landsbyen. "Jeg lever nok for evigt", siger hun for sjov.